Vinkooperativer: Er tusinde hoveder bedre end ét?

Af Mathias Rose, Winelab.dk, 27/03/2020

1000 familier og vinhuse leverer vine til cooperativet La Compagnie de Burgondie. Foto: La Compagnie de Burgondie

Tidens trend fokuserer på det særlige, unikke og originale. Hver eneste vinflaske skal i dag helst skille sig ud og være helt sin egen med en særlig stil og personlig pallette af smagsnuancer. Alligevel kan det give mening, at store vinkooperativer fortsætter deres enorme, strømlinede produktion.

Bourgogne – navnet i sig selv skaber billeder i hovedet af det store kludetæppe af appellationer. Området er kendt for at være moder til vine med næsten lige så mange stiludtryk, som der er vinproducenter. For hver eneste mark, ja, næsten hver eneste meter, ændrer vinene karakter. Fra det lette og elegante til det tunge og kraftfulde.

Fra Auxerre i nord til Beaujolais i syd er Bourgogne domineret af små vinmagere. Det kan være svært at finde rundt i de mere end 4000 individuelle vinproducenter, der hver især fremstiller på deres egen måde. Men der findes også større producenter i det østfranske vindistrikt.

Selvom mange små producenter sværger til deres egne unikke små frimærker af vinmarker, så hengiver nogle sig til samarbejde og stordriftsfordele.

I øjeblikket arbejder 250 négociants i området. Virksomhederne køber alle deres druer hos vinbønder og fokuserer dermed deres eget arbejde på vinproduktionen efter høsten.

Vinbøndernes musketered

En tredje måde at drive forretning på er de såkaldte vinkooperativer.

Disse virksomheder kan bedst beskrives som det franske svar på Arla. Det fungerer som de danske andelsmejerier. De franske andelsvinerier går sammen om at producere vine i fællesskab. Når vinmagerne på denne måde slår pjalterne sammen, er det med til at sænke omkostningerne til produktionsmaskiner, vinproduktion, tapning af vin og markedsføring.

De mange vinmagere bliver i forening mere konkurrencedygtige på pris i et marked, hvor value for money ikke hænger på træerne.

I øjeblikket arbejder 18 vinkooperativer i Bourgogne. Et af dem er La Compagnie de Burgondie. 1000 vinproducenter og en produktion på 24 millioner flasker årligt hører under vinfirmaets banner med den lille ridder. De arbejder i hele Bourgogne, og deres vinmarker dækker et areal på 3200 hektarer. Det betyder, at La Compagnie de Burgondie står bag otte procent af alle opdyrkede vinmarker i Bourgogne.

La Compagnie de Burgondie producerer en lang række af vine, men de er ikke så begrænset af geografi, som mange af deres mindre konkurrenter. Mens de tusindvis af små vinproducenter er bundet til deres lokale terroir ved deres beskedne vinmark, er de store kooperativer ikke på samme måde knyttet til et enkelt område. På grund af deres massive udbredelse i alle kroge af de forskellige klimatiske forhold, har de mulighed for at udnytte disse dyrkningsforhold til fordel for forskellige vintyper.

De behøver derfor ikke at fokusere udelukkende på bobler, hvid, rød eller rosé, men kan faktisk tilbyde lidt af det hele.

Foto: La Compagnie de Burgondie

Den tapre ridder

La Compagnie de Burgondie blev stiftet i 2015. Efter nogle hårde år, hvor mange mindre vinbrug havde svært ved at drive en sund forretning på deres druer, var idéen om samarbejde den mest oplagte til at vende skuden. De mindre produktioner med faldefærdige maskiner og ineffektive metoder kunne ikke længere følge med tiden.

De små vinbønder sender nu deres druer ind til et af de syv vinerier, alt efter hvor deres marker ligger.

Vinerierne er placeret i henholdsvis Grand Auxerrios, Chablis, Côte de Nuits, Côte de Beaune, Côte Challonnaise, Mâconnais og Beaujolais og dyrker vine, der repræsenterer 40 appellationer i Bourgogne.

De færdigproducerede flasker fragtes videre til det fælles varelager syd for Auxerre, hvor den 16-mand store marketingafdeling står for at udbrede den enorme produktion til hele verden. La Compagnie de Burgondie er i dag på supermarkeders hylder i mere end 30 lande. Herhjemme forhandles de af Salling Group i Bilka og Føtex.

Vinkooperativerne er mestre i at drive en effektiv forretning. Hos Compagnie de Burgondie betyder det, at vine fra pristunge regioner kan sælges billigere, end hvad vinbønderne har mulighed for alene. På den måde kan forbrugerne får en introduktion til områder, som økonomisk er umulige at komme i nærheden af for mange.

Prisen for, at kooperativerne producerer billigere vine af god kvalitet, er dog ofte mere konservative vine, da kooperativerne sjældent går forrest, når nye retninger og tendenser skal udforskes.

Smagte vine fra La Compagnie de Burgondie som ikke er på det danske marked. Vurderet af Mads Jordansen.

HVIDE

La Burgondie Crémant de Bourgogne Brut Reserve
Friske modne gule æbler, sprødt med lidt præg af brød. Fin sprød mousse, medium kompleksitet, lidt grønt æble (88).

Viré-Clessé 2018 (appellation fra 1999)
Elegant frugtig, en anelse uren, gul frugt, lidt kvæde i smagen, fint mineralsk touch og ikke mindst kalket tør afslutning (87).

ROSÉ

Beaujolais Rosé 2018
Delikat afdæmpet duft af skovjordbær og lidt urter. Delikat, elegant struktur og mundfornemmelse, ren og klar rose, virkelig interessant at se hvad Gamay kan som rosédrue (90).

Coteaux Bourguignons Gamay 2018
Fine kandiserede jordbær, raffineret og rent, også i smagen. Knivskarpt fokuseret. Elegant og svævende og med en lille tannin/bitterhed i afslutningen. Gamay er klart en af de druer som har et ret uforløst potentiale på rosefronten – også på vores breddegrader (88).

RØDE

Brouilly 2018 (cru)
Delikat frisk rød frugt, elegant og med en fin dybde og skovbund, tør sort frugt i smagen, lidt bordeauxsk i stil, med lidt mere frugt og saftighed. Ret bondsk og ukompliceret (88).

Anmeldte vine fra La Burgondie som er på det danske marked

La Burgondie Mâcon Azé

Bedømmelse: 5/6 stjerner

La Burgondie Mâcon Azé 2017

Hvidvin fra La Burgondie, Bourgogne i Frankrig, Forhandles af Bilka, Føtex, 69,50 kr.

Kalket gul frugt, hasselnød og en lidt smørret Chardonnay-genkendelighed. Ren duft. Lidt enkel fugt i smagen med et ukompliceret men fint udtryk. Læs anmeldelse…

La Burgondie Montagny

Bedømmelse: 5/6 stjerner

La Burgondie Montagny 2017

Hvidvin fra La Burgondie, Bourgogne i Frankrig, Forhandles af Bilka, Føtex, 94,50 kr.

God tyngde i den gule frugt i duften med et diskret floralt præg i kanten. Pæn kompleksitet og god fylde i smagen. Læs anmeldelse…

Til forsiden…