Il Sensos Klubdage: Tag dine egne topvine med på vinbar

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 19/09/2016

Foto: Il Senso/PR

Normalt er det lig med et stort træk på betalingskortet, når du drikker en topvin på en restaurant eller vinbar. Det vil Il Senso nu lave om på med et nyskabende koncept, som er en god nyhed til folk med hang til store vine.

En af Københavns ældste vinbarer lancerer nu et noget utraditionelt og nyskabende koncept for at komme tættere på byens mange vinnørder. Vinklubber, sommelieraspiranter, branchefolk og vin-aficionados kan nu tage egne vine med til Il Sensos Klubdage.

Det er et sjældent syn i Danmark, at gæster uden videre træder ind på en restauration med egne drikkevarer under armen. Mandage og tirsdage bliver det dog ikke længere et særsyn, når vinbaren Il Senso i Gothersgade i København åbner dørene for sine Klubdage og stiller alle sine faciliteter til rådighed for gæster, som – efter aftale – kan afholde egne smagninger i vinbarens Tasting Room.

»Vi ved, at vinsmagninger i privat regi kan være en omstændelig affære med opvask, temperering af vin osv. Der går hurtigt logistik i den, og vi vil gerne gøre det lidt lettere at være vinklub eller vinstuderende ved at stille vores professionelle vinhåndtering og faciliteter til rådighed«, siger Christian Madsen, sommelier og medejer af Il Senso, som fra mandag d. 19. september inviterer de private smagninger indenfor til en pris af 50 kr. pr. næse. Han fortsætter:

»Selvom vores tilgang til vin er ret klassisk, og vi har eksisteret i mere end 10 år, er det ufatteligt givende for os, at have fingeren på pulsen i den del af vinmiljøet, som i høj grad også blomstrer uden for vinbarerne. Det er dét, vi håber allermest på at få ud af det her nye tiltag, som ellers kan virke en smule ulogisk set fra et forretningsmæssigt perspektiv«.

Il Senso’s Tasting Room kan isoleres fra den øvrige del af vinbaren, så vinklubber – organiserede såvel som det modsatte – sommelierer og vinstudiegrupper, der booker tid i lokalet, får ro til at diskutere, smage og fordybe sig i deres medbragte vine.

Foto: Il Senso/PR

Professionel håndtering uden proppenge

Der skal altid bookes tid til Il Senso’s Klubdage på forhånd, og der vil selvfølgelig være mulighed for på forhånd at arrangere indlevering af vine, som vinbarens sommelierer sørger for bliver tempereret efter aftale. I lokalet vil der være dækket op med vin- og vandglas, spytspande, vand og brød.

Fakta om Il Senso Klubdage

For 50 kroner pr. mand er alle vinbarens faciliteter stillet til rådighed i den bestilte tidsperiode, og der skal ikke betales proppenge. Klubdagene begrænser sig til mandag og tirsdag aften. Booking foregår via mail på sommelier@ilsenso.dk og efter først-til-mølle-princippet.

Il Senso, Gothersgade 87, 1123 København K, +45 33 12 87 19.

Til forsiden…