Det andet Piemonte : Mangfoldige Monferrato

Af Thomas Bohl, 03/02/2015

Monferrato

Foto: Thomas Bohl

Er du til Barolo, men på udkig efter noget andet og mere, er Monferrato et godt sted at begynde. Her er »limited edition« klassikere, der oven i købet er til at komme til for penge. De kan være besværlige at opdrive, men de er også besværet værd. Har du lyst til at prøve noget rustikt og piemontesisk, så kan rejsen med fordel begynde her.

Du skal normalt være havnet i en snæver kreds af vinkendere, hvis du møder genkendende nikken, når snakken falde på druesorter som Grignolino eller Ruché.

Er din nysgerrighed vakt, og har du lyst til at prøve noget anderledes, men stadig klassisk og godt, så er disse druer et nærmere bekendskab værd. Vi møder dem i et af verdens vigtigste vindistrikter, italienske Piemonte. Her leverer disse druer spændende og karakteristiske rødvine, der er med til at tegne et samlet billede af Piemonte som andet og mere end blot Barolo. Prisniveauet er også et andet, så du kan også få gode glas til en overkommelig pris.

Piemontes anonyme stjerner
Den traditionelle røde treenighed Nebbiolo, Barbera og Dolcetto sætter som antydet ikke punktum for rækken af røde kvalitetsdruer i Piemonte. Det er en stor og varieret, produktiv og mangfoldig region. Især i Monferrato midt i Piemonte møder vi landadelen i skikkelse af føromtalte Grignolino, Ruché, ikke at forglemme Freisa og en mangfoldighed af andre druer. Monferrato er det rustikke hjerte i Piemonte, og her er der ikke langt mellem gamle og sjældne sorter. Nogle af disse glemte vine genopdages og genopfindes i disse år, så der er både tale om tradition og fornyelse.

Monferrato har sine traditioner men er ikke tynget af store klassiske navne eller restriktive regler. Derfor foregår der mangt og meget her, inklusiv forsøg med internationale sorter. Man værner altså om sit eget, men er ikke bange for at prøve kræfter med det fremmede og nye. Mange små vinhuse er med til at sætte sit præg på området.

Foto: Thomas Bohl

Indfødte sorter
Grignolino, Ruché og Freisa er indfødte eller rettere autoktone druesorter. Betegnelsen dækker over sorter, der stammer ‘fra egen jord’, som er den ordrette betydning. Det er altså druesorter, der har hjemme i området, både hvad angår oprindelse og udbredelse. De er særegene for Piemonte, og forskellene til trods er der også noget umiskendeligt piemontesisk over dem. Grignolino har f.eks. meget af Nebbioloens stramme struktur, mens mange af Nebbioloens aromaer kan genfindes i Ruché.

Meningerne i de føromtalte vinkenderkredse kan være delte, når det drejer sig om disse druesorters kvaliteter: Nogle finder dem tiltalende, andre lige lovligt udfordrende, atter andre betragter dem som rene kuriøsiteter. Indiskutabelt er det dog, at de i de rette hænder bliver til karakteristiske og interessante vine. Som med så mange andre små, traditionsbundne vine kommer de nok først for alvor til deres ret, når de serveres til den lokale mad, de er udviklet side om side med.

Grignolino del Monferrato Casalese
Munke spillede en stor rolle i vinproduktionen i området op gennem middelalderen, og de regnede Nebbiolo og Grignolino som de egentlige kvalitetsdruer. Barbera og Dolcetto var til hverdagsvin og masseproduktion.

Navnet på Grignolino druen betyder ‘den lille kernede’. Klaserne er lange, med mange små druer, og hver af disse druer har flere kerner end de fleste andre druer, 3–4–5 er ikke unormalt. Udfordringen for vinbønderne har altid været, at høj ekstraktion af garvesyre fra kernerne giver beske vine. Desuden har Grignolino en tendens til sen og ujævn modning. Så det handler om tålmodighed til at sortere druerne grundigt og presse dem nænsomt for at få et mildere resultat, eventuelt at gære dem uden kernerne. Denne arbejdsindsats førte gennem mange år til en marginalisering af druen til fordel for andre, nemmere sorter, men det er ved at vende nu.

Med snilde og omhu har de lokale genopfundet Grignolinoen i de senere år, og man har forsøgt at udvikle stilen uden at tabe druens særprægede duft og smag. Målet har været en slags piemontesisk version af Beaujolais: frisk og frugtig, let og livlig, og til at drikke mens både vinen og man selv er ung. Farven er lys, græsende til det gennemsigtige. I næsen forekommer den mild og frugtig. I munden er den umiddelbart rund, men så sætter syren ind, og ganen får garvesyren at mærke. Den er, som piemontesisk vin skal være, vin med markant struktur. Er frugten på plads og balancen tilpas, går det dog op i en højere enhed. Der kan være jordbær, ribs og røde kirsebær og et væld af fine smagsnuancer, ofte noget grønt og urteagtigt. Grignolino gør sig godt til det kolde bord, til lette retter, til dampede fisk, eller som det berømte glas i utide.

Den lokale foregangsmand, Mauro Gaudio fra Vignale. Foto: Thomas Bohl

En af de lokale foregangsmænd er Mauro Gaudio fra Vignale i det centrale Monferrato. Gaudios vine er ikoniske eksempler på denne vintype. Huset er et gammelt familieforetagende, der i dag ledes af Mauro i selskab med hustruen Gabriella og datteren Beatrice. Deres Grignolino del Monferrato Casalese er rubinrød, frisk, rund og blød – en reference for stilen. En af de bedste vine på Freisa er de også leveringsdygtige i.

Ruchè di Castagnole Monferrato
En endnu sjældnere, men måske endnu mere spændende, lokal drue er Ruchè. Den har også ført en stadig mere tilbagetrukket tilværelse gennem årene, men interessen for ‘nye’ gamle druesorter har nu ført til en reel genopdagelse.

Kendetegnende for Ruchè er først og fremmest dens intense aroma: En blomstrende parfume af roser, violer, pollen og vilde dufte fra skoven og heden. Vinen er mellemfyldig med tydelig bærsmag, ofte i retning af røde kirsebær, tyttebær og tranebær, og den har et let bittert finish. En af de bedste vine på druen stammer fra det smukt beliggende Cantine Valpane nær Ozzano, hvor Pietro Arditi producerer den charmerende, rosenblomstrende Rosa Ruske. Han er ligeledes leveringsdygtig i en fin Freisa med navnet Canone Inverso. Som ynder af de lokale druer har en producent som han spillet en stor rolle også i Ruché druens genkomst.

Druens oprindelse fortaber sig i de piemontesiske tåger. Én historie går på, at den faktisk er en fransk sort, der kom til Piemonte fra Bourgogne tidligt i 1800-tallet. En vis lighed med aromatikken i Pinot Noir druen skulle sandsynliggøre den forbindelse. Langt mere sandsynligt er det dog, at der er tale om en indfødt sort, der er opstået i området nord for Asti tidligt i 1600-tallet. To forhold støtter denne forklaring: dels at man i dag ikke finder den i Frankrig men udelukkende i Piemonte, dels at druen har en umiskendelig familielighed med andre lokale druer, især Nebbiolo og Brachetto.

Sorten har gemt sig rundt omkring, men har nu en voksende base midt i Monferrato, hvor den især opdyrkes omkring byen Castagnole. Her er der omkring 40 hektar beplantet med sorten hos godt 20 forskellige producenter. Der er altså ikke rå mængder af denne vin, men kvaliteten er god, den bliver stadigt bedre, og ingen andre laver vine, der er helt som den.

Til forsiden…