Sachsen

Af Thomas Bohl, 14/07/2017

Sachsen

Sachsen er Tysklands østligste vindistrikt og landets tredjemindste. Men det er samtidig et område, der er på vej frem og værd at holde øje med i fremtiden. Området ligger rundt om byen Dresden, og vinbruget er koncentreret omkring Elben og dens biflod Elster, hvor skråningerne giver god grobund for vinstokke.

Området har kontinentalt klima og problemer med både tidlig og sen nattefrost og kolde vintre. Omvendt kan man forvente friske hvidvine med god syre, når vejret arter sig. De fleste af vinene drikkes stadig lokalt, men opmærksomheden omkring de bedste vinbrug har spredt sig og dannet grobund også for eksport.

Det gamle kurfyrstendømme Sachsen byder på mange historiske byer og bygninger samt mange oldtidslevn. Vinavlens historie i området går ifølge traditionen tilbage til 1161, hvor Biskop Benno skulle have plantet de første vinstokke uden for byen Meissen.

DDR og murens fald

på trods af sin ringe størrelse, den isolerede placering og en langsom opvågning er Sachsen et vinområde på vej frem. Potentialet til stor vin er til stede, og den almindelige kvalitet har hævet sig betragteligt i de seneste år.

Vinlusens hærgen, men også industriens fremmarch, satte vinbruget skakmat ved indgangen til det 20. århundrede – en situation, der blev cementeret med de to verdenskrige og områdets senere isolation i østblokken. DDR satsede ikke på vinproduktion, og i et halvt århundrede stod vinavlen stille i Sachsen.

Tiderne skifter, og siden murens fald er arealet med vin mere end fordoblet, og kvaliteten har også foretaget kvantespring. Særligt visionære vinmagere som Klaus Zimmerling har været med til at sætte Sachsen tilbage på vinkortene.

Der dyrkes mest Müller-Thurgau og Riesling, men der findes også et væld af andre sorter. En lokal specialitet er den fine Goldriesling, der dyrkes på godt 21 hektar. Den giver en frisk, sommerlig og let krydret hvidvin, der skal drikkes ung.

Sachsen

Fakta om Sachsen

Vinregionen ligger i: Tyskland

Areal: 480 hektar

Vigtigste druesorter: Müller-Thurgau, Weissburgunder, Riesling, Kerner, Goldriesling.

Områdets karakteristika: Kuperet område med lehm- og løssjorde. Mange vinmarker vokser på skråninger og terrasser af tørsatte stenmure. Klimaet er kontinentalt med varme somre og kolde vintre, præget af store temperaturudsving mellem dag og nat, men generelt køligt.

Eksempler på gode producenter i Sachsen: Schloss Wackerbarth, Klaus Zimmerling, Schloss Proschwitz, Weingut Schuh.

Til forsiden…