Boganmeldelse: Anh Lê – LêLês gadekøkken

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 11/04/2013

Anh Lê:
LêLês gadekøkken
167 sider, hardback. 299,95
Gyldendal
Udgivelsesår: 2013

Se bogen hos forlaget.

5/6 stjerner

Med LêLês gadekøkken får du ikke kun en særdeles inspirerende og æresfrygtindgydende opskriftssamling pakket flot ind. Anh Lê fortæller også om familien Lês fantastiske rejse fra Nordvietnam til København.

Vietnamesisk mad er ikke sådan lige at gå til. Det er ikke noget du beslutter dig for at lave, når du kommer sent hjem fra arbejde, og ungerne hyler i kor i ulvetimen. Heldigvis er Anh Lê ærlig omkring udgangspunktet. Hun giver nogle gode bud på, hvordan du kan komme igang med at lære det vietnamesiske gadekøkken at kende.

Og hun har noget at have det i: Retter, stil og ånd har rødder i mormorens gadekøkken i Nordvietnam – landet, som familien Lê forlod som bådflygtninge for at ende i Danmark i 1979. Godt nok var familien først en tur over egen grillbar med de klassiske danske grillmenuer, før Anh Lê i 2003 sammen med sine søskende åbnede LêLê i København og dermed fik muligheden for at arbejde med deres egentlige passion – det vietnamesiske køkken – og gøre det til ét af Københavns mest besøgte spisesteder.

Anh Lê glemmer ikke sit ophav og har derfor besluttet at give sin del af bogens overskud ubeskåret til SOS-Børnebyen i Ca Mau i Sydvietnam. Det kunne i andre sammenhænge virke kvalmt og frelst, men bliver her kun et sympatiskt træk, der flugter med familien Lês utrolige rejse.

Selve bogen indeholder et væld af interessante opskrifter, som du – som nævnt – ikke bare sådan lige kaster dig over. Her er friske forårsruller, sprøde wontons, krydrede supper, overraskende salater, grill- og nudelretter, eksotiske desserter samt forfriskende cocktails og softdrinks – bl.a LêLês berømte Limelemonade. De fleste kræver sin kok, god tid og lidt forberedelse, men så er du til gengæld også sikret et smagsbomardement med masseraf grønt. De fleste råvarer kan du efterhånden købe i store supermarkeder, mange af dem må du i specialbutikker efter, men det er det helt sikkert værd. Jeg glæder mig til at kaste mig ud i det vietnamesiske køkken. Jeg vil nok gøre det med en stor portion æresfrygt, men med Anh Lês hjælp på sidelinjen kan det næppe gå galt.

Til forsiden…