Gordon Ramsays nyeste skud på stammen af kogebogstræet skiller sig ud fra mængden. Men uanset om du er til indhold eller form, så får du 156 super lækre opskrifter, som du kan sammensætte lige så tosset, du har lyst til.
Gordon Ramsay:
Middag med muligheder
144 sider, hardback. 299,95 kr.
Lindhardt og Ringhof
Udgivelsesår: 2011
4/6 stjerner
Tilbage i de brune 70’ere og 80’ere var det moderne at samle på opskrifter fra ugebladene i form af samlekort og ringbind. Så kunne du slå op på de retter, du gerne ville lave og få et samlet overblik over hele menúen med forret, hovedret og dessert. Super praktisk! Mange opskrifter og kogebøger er løbet i havet siden dengang, men nu prøver den storsvovlende tv-kok Gordon Ramsay sig med samme koncept. Middag med muligheder foregiver ikke at være andet end en opskriftssamling: Her er ingen lange indledninger med fortællinger om meningen med at udgive den spiralryggede bog. Her er heller ingen ledsagetekst til de enkelte opskrifter. Nej, det hele er lige på og hårdt. Billeder. Fremgangsmåde. And that’s it. Og så kan man ellers selv vælge og sammensætte.
Man kan selvfølgelig altid diskutere, om det er indpakningen eller indholdet, det kommer an på. Og smag og behag er som bekendt så forskellig. For dig, der alene går efter en opskriftssamling med super lækre retter, vil Ramsays nye udgivelse være et hit. Her er virkelig noget for enhver smag og ethvert ambitionsniveau. Hvis du derimod gerne vil have lidt mere end bare opskrifter (og her tænker jeg på andet end opstillede billeder af forfatteren), er her måske ikke så meget at komme efter.
Men én ting er sikker: Mad med muligheder skiller sig ud fra den aktuelle kogebogstrend, som har fokus på lækkerhed. Og om du kan lide Gordons stil eller ej, så er jeg faktisk ret sikker på, at den vil blive brugt rundt omkring i køkkenerne – lidt ligesom klassikeren God mad let at lave.