René Redzepi:
Noma
368 sider, hardback. 500,–
Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2010
Se bogen hos forlaget
6/6 stjerner
Dette er en bog om en restaurant, snarere end en egentlig kogebog. Men det er jo heller ikke hvilken som helst restaurant, men faktisk verdens bedste.
Og sikke en bog, der er blevet ud af det! Både i tekst, layout og billeder emmer den af lækkerhed. Der er en ualmindelig smuk beskrivelse af, hvordan restauranten blev til, og hvad Noma er. Der er stilfulde billeder af maden i det nordiske køkken. Og et hav af avancerede opskrifter fortæller i sig selv historien om den stædige søgen efter den unikke nordiske smag.
Eneste minus er dog, at opskrifterne og billederne af retterne ikke optræder på samme side. Hvis du ligesom jeg inspireres af billedet af retten, er du derfor nødt til både at bladre for at finde ud af hvad det er, og bladre endnu engang for at finde ud af hvordan det skal laves.
Men det må man leve med. For bogen er et fantastisk smukt indblik i Nomas univers. Faktisk er det tre bøger i én: En smuk fortælling om Noma, en flot billedbog over det nordiske køkken, og en opskriftssamling, der nok skal udfordre de fleste af os. Det er sådan en bog, jeg har lyst til at tage med hen i lænestolen og nyde sammen med et glas vin, for at drømme mig væk i det nordiske køkken. Og der er nok indhold i bogen til, at det kan blive en lang og dejlig drøm.