Hvad enten rejsen går sydpå i bilen, eller du bare gerne vil vide lidt mere om et vinhus og dets vine, så kan der godt være hjælp at hente i nogle af de mange vinguides der anmelder vinhusene og deres vine. Her er valgt en håndfuld nyttige guides, der fokuserer på forskellige lande og er skrevet af eksperter, der kender områdernes vine og ikke mindst stilarter.
Gambero Rosso:
Italian Wines/Vini d’Italia
Udgivelsesfrekvens: Hvert år, på italiensk og engelsk.
Pris: ca. kr. 270,–
Gambero Rosso (betyder den røde reje på italiensk) er italienernes bibel for landets vine. Bogen er inddelt efter landets regioner, men i bogens index kan man ligeledes finde det vinhus, man leder efter. Bogen er udgivet siden 1988 og var indtil netop 2010 en del af Slow Food bevægelsen. Italian Wines 2010, som bogen faktisk hedder, er resultatet af 25.000 blindsmagninger og indeholder vurderinger af 18.000 vine fra 2.253 producenter. Bogen indeholder vurderinger af alle vine på en skala med 3 glas. Stjerner indikerer ligeledes vinenes prisniveau.
Bogen er et solidt værk og er ikke til at komme udenom, hvis du har brug for at kunne slå italienske vine op og vil kende bogens holdning til et vinhus og dets vine. Eneste »ulempe« ved en grundig bog som denne er, at den fylder. Bogen er ret stor og vejer et par mursten. Ikke ligefrem en lommebog, man tager med i ferietasken.
Peter Moser:
The Ultimate Austrian Wine Guide
Udgivelsesfrekvens: Hvert år, på tysk og engelsk.
Pris: ca. € 20,– (excl. forsendelse).
The Ultimate Austrian Wine Guide giver baggrundsviden om druerne, regionerne, vinhusene og fremhæver vinhusenes specialiteter og styrker. Mange vine vurderes i forskellige årgange, men kun et fåtal af vinene får ord med på vejen.
Vinene vurderes på en 100-points skala. Bag guiden står Peter Moser, der ligeledes er redaktør på det flotte østrigske magasin Falstaff, der beskæftiger sig med netop vin, mad og rejser.
Bogen giver information om ca. 170 østrigske vinhuse, som stort set alle eksporterer deres vine. Så guiden er interessant, hvis man som vindrikker vil lære mere om østrigsk vin.
John Platter:
Platter’s South African Wines
Udgivelsesfrekvens: Hvert år, på engelsk.
Pris: ca. £ 15,– (excl. forsendelse). App til iPhone og iPad koster 69,–
Sydafrikas vel nok mest ansete vinanmelder, John Platter, udgiver hvert år bogen Platter’s South African Wines, og kan du tilmed også få den som en app til din iPhone eller iPad. I 2011 udgaven finder du nyheder, anmeldelser og vurderinger af mere end 800 vinhuse (58 helt nye) og over 6.000 vine.
Det specielle ved Platters guide er, at der er så mange detaljerede smagenoter til vinene. Det løfter bogen op på et meget højt niveau.
Bogen indeholder også god baggrundsinformation om Sydafrikas vinland, druerne og restauranter, du kan besøge i vinlandet. App’en bruger dine GPS koordinater, så du interaktivt kan finde frem til de gode vinhuse.
Problemet er bare, at når man bruger sin telefon i udlandet betaler man dyrt for datatrafik. Jeg gav 150 kr. pr. megabyte på min seneste tur i Sydafrika. Så indtil mobil datatrafik kommer ned i et rimeligt prisniveau, vil jeg stadig anbefale den trykte version. Men når den er skrevet af John Platter, er det også ret ok.
Joel B. Payne:
Gault Millau – The Guide to German Wines
Udgivelsesfrekvens: Hvert år, på tysk. Den engelske version er ikke udkommet siden 2005.
Pris: € 30,– (excl. forsendelse).
Gault Millau er for tysk vin, hvad Guide Michelin er for al verdens gastronomi.
Guiden indeholder beskrivelser af over 900 vinhuse, 12.000 vine er smagt og godt 7.300 vine er anmeldt i 2011 udgaven.
Guiden indeholder – som de fleste andre – baggrundsinformation om områderne, druerne og forskellige hitlister over bedste vinhuse og vine. Grafisk virker bogen lidt støvet, men nu er det jo indholdet, det handler om. Og her er der fine vurderinger af vinhusene, data om arealer og druetyper, og så ellers et bredt udsnit af anmeldte vine fra husene.
Gault Millau anvender en 100-points skala til vinene, mens vinhusene vurderes på en 5-drue skala. Bogen findes også som en App til iPhone.
Nick Stock:
The Penguin Good Australian Wine Guide
Udgivelsesfrekvens: Hvert år, på engelsk.
Pris: AUS $24.95 (excl. forsendelse)
Nick Stock er forholdsvis ny og ung redaktør af The Penguin Good Australian Wine Guide.
Nick Stock er en af Australiens bedste vinanmeldere. Han skriver underholdende, forståeligt og meget engageret. Bogen indeholder anmeldelser af mere end 1200 af Australiens bedste vine.
Som en bonus indeholder guiden også et udvalg af de bedste vine fra New Zealand, Italien, Spanien og Frankrig.
Forfatteren kender Australien og landets vine. Og fra sine utallige udlandsrejser til bl.a Europa perspektiverer han respektfuldt landets vine i forhold til den europæiske stil, som så mange oversøiske vinhuse lader sig inspirere af – eller ligefrem forsøger at kopiere.
Grupo Peñín:
Peñín Guide to Spanish Wine
Udgivelsesfrekvens: Hvert år, på spansk og engelsk.
Pris: ca. 270 kr. (excl. forsendelse)
Peñín Guide to Spanish Wine er referencen i hele Spanien og er blevet til på baggrund af over 8.500 smagte vine. I spidsen for arbejdet, står José Peñín, en af Spaniens mest anvendte og anerkendte vinjournalister.
Over 2.900 vinhuse er listet i bogen, og vinene er anmeldt på 100-points skalaen. Kun nogle af vinene har smagekommentarer, ellers er bogen overskuelig og domineret af symboler der fortæller om vinhuset, vinene og stjerner oplyser ved nogle af vinene, hvordan vinen opleves i forhold til kvaliteten.
Bogen indeholder lister over de bedste vine – dem har fået over 90 point, og introduktioner til alle vinregionerne. En god bog til alle der gerne vil finde holdninger til områdernes vine, og ikke mindst en god bog, hvis man kører rundt i landet, og vil besøge vinhuse.