I fremtiden må vinhusene skrive økologisk vin, eller »organic wine« på etiketterne og samtidig bruge EU’s nye økologimærke.
Fra og med vinhøsten 2012 må økologiske vine kaldes, hvad de er, nemlig økologiske. En EU-komité har i dag besluttet ændringen, der kan lyde som det rene bureaukrati.
Siden økologireglernes fødsel har vinhuse og vinhandlere kun måtte omtale økologiske vine som vin af økologisk dyrkede druer. Det bliver nu endelig ændret, da en EU-komité for regler inden for økologisk dyrkning i dag besluttet fremover at tillade, at kalde økologiske vine for økologiske vine.
EU-regler har indtil videre kun inderholdt en definition af »økologisk dyrkede druer«, men der intet er nævnt om, hvad økologisk vin er. Samtidig har det centrale stridsspørgsmål været tilsætningen af svovlsulfitter, som konserverer og stabiliserer vinene. Sådanne tilsætningsstoffer strider principielt imod økologireglerne, som ikke tillader konserveringsstoffer i økologiske produkter, også selvom svovlen er et naturligt stof og i følge vinbønderne og eksperter en harmløs nødvendighed for at sikre, at vinen smager, som den skal, når flasken åbnes.
EU’s regler har haltet bagefter, da lande som USA, Chile, Australien og Sydafrika – i modsætning til EU – allerede har givet deres vinproducenter muligheder for anprise deres vine som økologiske. Det har EU’s vinbønder – i det voksende økomarked – naturligvis været svært utilfredse med.