En fransk undersøgelse har i følge Decanter vist, at størstedelen af landets vine ikke kun indeholder vin, men også rester af sprøjtemidler, anvendt i vinmarkerne.
300 flasker vin blev analyseret for rester af pesticider. Kun 10%, altså 30 flasker, indeholdt ikke rester af pesticider. Vinene blev undersøgt for rester af 50 forskellige kemiske stoffer. I nogle vine kunne måles helt op til ni forskellige pesticidrester. Oftest stoffer, der stammer fra svampebekæmpelsen, hvilket er den største skadevolder i en vinmark.
Franskmanden Pascal Chatonnet fra Laboratoire Excell ledede undersøgelsen og understreger, at reststofferne i vinene ikke er på et farligt niveau, men gør opmærksom på, at der mangler viden om, hvordan stofferne ophobes i mennesker, og ikke mindst hvordan stofferne interagerer med hinanden.
»Det er muligt, at tilstedeværelsen af flere stoffer er mere skadelig end et højere niveau af et enkelt stof« udtaler Pascal Chatonnet.
Vinmarker repræsenterer kun 3% af det franske landbrugsland, men vinindustrien bruger 20% af den samlede mængde anvendte sprøjtemidler i Frankrig. Samtidig bruger vinindustrien 80% af landets fungicider (svampebekæmpelsesmidler).
Ifølge EU-regler må der på druer maksimalt være 250 molekyler, der stammer fra sprøjtemidlerne. Til gengæld er der ingen regler for, hvor mange der må være i en flaske vin.
Undersøgelsen peger på, at nogle af disse molekyler nedbrydes under druernes gæring, men rejser samtidig spørgsmålet om, hvad stofferne nedbrydes til. Denne viden har man ikke på nuværende tidspunkt.
»Vi skal ikke glemme, at det ikke er forbrugerne, der bliver mest påvirkede af dette – det er arbejderne, som udfører disse behandlinger i vinmarken« udtaler Pascal Chatonnet. I den sammenhæng er det interessant, at den franske reering i maj 2012 anerkendte en sammenhæng mellem sprøjtemidler og Parkinson’s sygdom hos arbejdere i landbruget.
Nu handler undersøgelsen udelukkende om franske vine, men disse problemer findes vel næppe kun i Frankrig. En EU-stikprøve har således ifølge den svenske Naturskyddsförening fundet rester af 26 forskellige kemiske sprøjtemidler i rosiner. Det er derfor sandsynligt, at fænomenet også findes i andre lande, der har samme klimatiske udfordringer som Frankrig, og dem er der masser af i Europa.
Laboratoire Excell med Pascal Chatonnet i spidsen, stod bag undersøgelsen.
Hvad mener du? Er du bekymret for rester af sprøjtemidler i din vin? Eller er det, hvad vi som vindrikkere må acceptere?