Amerikansk told på al europæisk vin: Det vil få alvorlige konsekvenser

Af Mathias Rose, Winelab.dk, 17/01/2020

Efter knap tre måneder med 25 procent straftold på bl.a. europæiske vine, foreslår den amerikanske handelsrepræsentant at hæve toldsatsen til 100 procent. Det vil have alvorlige konsekvenser på begge sider af Atlanten, mener The German Wine Institute (DWI).

Forestil dig en flaske elegant Bourgogne eller fjerlet Mosel på et containerskib i Europa – klar til at blive sejlet tværs over Atlanten. Her koster den 200 kroner, men ligeså snart den går i havn i Guds eget land, stiger prisen til 400 kroner. Den magiske tryllekunst kan meget nemt blive til virkelighed, hvis altså USA får gennemført sin vilje.

Trump-administrationens handelsrepræsentant annoncerede den 12. december 2019, at USA overvejer en straftold på 100 procent på varer fra EU – herunder ost, olivenolie, whisky og vin fra alle europæiske lande.

»Det vil få alvorlige konsekvenser for Tysklands vinproducenter såvel som for den amerikanske vinhandel. Det vil ødelægge forretninger på begge sider af havet. Påvirkede vinproducenter i Tyskland ser sig selv som ofre for stridighederne i økonomisk politik mellem USA og EU,« fortæller Frank Schulz, kommunikationsdirektør for Wines of Germany til Winelab.

EU eksporterer vine til en værdi af omkring 3,8 milliarder euro til USA, hvilket svarer til cirka 28,5 milliarder danske kroner. Det skaber indtægter i USA for omkring 8 milliarder dollars eller 54 milliarder danske kroner.

Forslaget om en straftold på 100 procent kommer, efter at den nuværende amerikanske regering de seneste små tre måneder har straffet europæiske virksomheder med en ekstratold på 25 procent. Den 2. oktober gav World Trade Organization (WTO) grønt lys til USA om at indføre straftold for 7,5 milliarder dollars på varer fra EU, eller hvad der svarer til lidt mere end 50 milliarder kroner. Det ramte umiddelbart bagefter vine fra Frankrig, Spanien, Tyskland og Storbritannien. Dog blev mousserende vine, store flasker og vine med over 14 procent alkohol benådet i denne omgang.

USA’s ønske om at give EU en handelsmæssig straf kommer som en reaktion på den verserende strid mellem to af luftrummets stormagter, amerikanske Boeing og europæiske Airbus, hvor WTO dømte EU skyldig i at give ulovlige tilskud til Airbus.

Det nye forslag fra den amerikanske handelsrepræsentants kontor om at forhøje toldsatserne vil ikke skåne de tidligere omgåede bobler, vine med høj alkoholprocent og større flasker. Denne gang er det alle europæiske vine i alle størrelser.

Forslaget kommer som en reaktion på Frankrigs skat på digitale tjenester, der har indflydelse på techgiganter som amerikanske Google, Amazon og Facebook, og som Donald Trump har kaldt diskriminerende mod amerikanske virksomheder.

Skader producenter på kort sigt og amerikanske virksomheder på lang sigt

Frank Schulz, kommunikationsdirektør for Wines of Germany, fortæller til Winelab, at de endelige konsekvenser af USA’s angreb på den europæiske vinindustri først vil kunne analyseres om et års tid. I Tyskland har de dog allerede mærket konsekvenserne af straftolden på 25 procent.

»Efter straftolden blev annonceret oplevede vi, at amerikanske importører hamstrede vine for at undgå den kommende told,« fortæller han.

Økonomisk står USA for 23,3 procent af al den vin, Tyskland eksporterer. Indtil nu har de amerikanske importører og vinhandlere været i stand til at absorbere den ekstra told på vinene, men hvis straffen bliver hævet til 100 procent, vil det være umuligt at isolere de ekstra omkostninger, som i stedet væltes over på forbrugerne. Resultatet kan blive, at europæiske vine ikke længere bliver fragtet til USA, fordi forbrugerne ikke vil give dobbelt så meget for en flaske vin, som de plejer.

Europæiske producenter vil efter alt at dømme blive påvirket på kort sigt, men vil over tid omlægge deres eksport til andre markeder, især de voksende markeder i Kina og det øvrige Asien.

Wines of Germany kigger også mod øst, når de leder efter vækstmarkeder. Parallelt med indførelsen af straftolden i slutningen af sidste år oplevede tyskerne en stigende interesse fra Fjernøsten, fortæller Frank Schulz.

På nuværende tidspunkt er det stadig ikke til at sige, hvordan den nye straftold vil komme til at tage sig ud. Det endelige resultat kan godt blive en lavere procentsats eller omfatte færre produkter. De europæiske vinproducenter holder vejret.

Til forsiden…