Da Ebbe Nielsens Vinhandel lukkede ved udgangen af november 2019, flyttede en køreskole ind i Banegårdsgade 2. Foto: Mathias Rose
Efter en menneskealders vinforretning i Banegårdsgade pensioneres Ebbe Nielsens Vinhandel sammen med ejeren, Leif Nielsen. Butikken i Aarhus har været der gennem gyldne dage, hårde kriser og kundernes skiftende præferencer.
Det er sådan en lørdag i november, hvor solen ikke rigtig står op. Regnen drypper dovent nedover vinhandlerskiltet i Banegårdsgade. Det er fem minutter siden, at Ebbe Nielsens Vinhandel åbnede for lørdagsservice, men flere kunder er allerede i gang med at tømme forretningen for det sidste inventar. Med regnduggede briller fylder en kvinde sin bil op med gamle trækasser. De har været med siden forretningen åbnede i november 1953 og blev brugt til at fragte vinflasker fra kælderen op i butikken. Nu får de nyt liv som dekorative hylder.
Butikken som den så stod ved åbningen i 1953.
Ikke meget har ændret sig i butikkens indretning siden 1953. Foto: Mathias Rose
Leif Nielsen var med fra første dag, butikken åbnede. Som fireårig stod han på en trækasse i kælderen og vaskede vinflasker i vasken, inden der skulle tappes vin i dem fra de importerede vintønder.
Ebbe Nielsens Vinhandel var en af de første vinbutikker, som vi kender dem i dag, til at åbne i Aarhus. Dengang købte kunderne deres vin hos købmændene. Leif Nielsen fortæller, at der fra Banegårdsgade til Harald Jensens Plads lå 13 købmænd, der alle tilbød et lille udvalg af billigere franske vine. Det var mest overklasseborgere, der købte vin. De rigtigt rige kunne endda handle direkte ved grossisterne, hvis de altså købte vin i store mængder.
Inden åbningen af sin egen vinhandel havde Ebbe Nielsen været i købmandslære hos en af byens få vinfokuserede forretninger. Det var hos Knud Thorup i kælderen på Store Torv, han fik sin introduktion til vinens verden. Han blev oplært i, hvordan man driver forretning, men den nødvendige viden om vinens fremstilling måtte han søge andetsteds.
I mange år tappede de selv deres vine direkte fra tønderne i kælderen. Leif Nielsen har tappet mange højtprofilerede vine – eks. 2. cruen Cos d’Estournel.
Dengang havde Ebbe Nielsen ikke ret mange penge. Han måtte derfor søge et legat for at kunne drage ud på sin vinmæssige pilgrimsfærd. Legatet udmøntede sig kun i et beskedent beløb, så fra en vejkant i Aarhus stod han med tomlen ude og satte sin lid til barmhjertige bilister. Tommelfingeren sendte ham med lastbilchauffører ned til det sydlige Tyskland, hvor han over et par måneder deltog i høsten og vinproduktionen. Nu var han rustet til at starte sin egen forretning.
Selvom butikken havde kunder fra start, var vin dengang kun for de få. Det var sagførere og forretningsdrivende, der handlede der mest, hvor middelklassen stadig foretrak en kold øl.
Men med charterturismens indtog i danskernes ferievaner ændrede danskernes vinforbrug sig – og det kunne mærkes i vinforretningen.
Inspireret af den sydeuropæiske levevis, hvor vinen hører sig til på et ordentligt middagsbord, fik danskerne øjnene op for de finere dråber. Men der skulle nogle sødlige vine til at forføre danskernes ganer de første år. Brugsens Palanca og ‘Den med Tyren’ var de første hits i den brede danske vinsmag. Ebbe Nielsens Vinhandel havde sin egne version af tidens trend, som de kaldte Castello.
»Det var jo noget sprøjt, men det var det, folk ville have. Det lærte dem jo at drikke vin, men overtid gik det op for dem, at det var lidt sødt, og så fik de øjnene op for noget lidt bedre,« siger Leif Nielsen, som først i 1997 overtog den lille vinbutik efter sin far.
Annonce i Aarhus Stiftstidende: Da Ebbe Nielsens Vinhandel åbnede i 1953 kostede en flaske Chateau Cheval Blanc 40 kroner. Foto: Mathias Rose
Vinens popularitet i de danske hjem fortsatte med at stige op gennem 1950’erne og 1960’erne, og salget i vinbutikken i Banegårdsgade fulgte med. Kundernes lid til de spanske marmeladebomber udviklede sig, og de åbnede op for at drikke andre vine som de franske fra Bourgogne og Bordeaux.
Men det var kun indtil franskmændene begyndte at foretage atomprøvesprængninger i Stillehavet i midten af halvfemserne, hvilket førte til en verdensomspændende boykot af franske vine, som også ramte Danmark og dermed Ebbe Nielsens Vinhandel. Mange husker sikkert, at den daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen besluttede sig for at tage på en rask cykeltur med en lidt for lille cykelhjelm sammen med andre cykeldemonstranter i Aarhus.
»Det gav et ordentligt los til de franske vine. Folk ville pludseligt ikke have dem mere, men vinbønderne havde jo ikke noget med det at gøre,« siger Leif Nielsen.
Den dalende interesse for de tidligere ellers så velansete flasker tvang ham til at tilpasse sortimentet til udviklingen. Fra at langt størstedelen af butikkens vine var prydet med franske gloser, blev oversøiske vine fra Chile og Australien nu også en del af udvalget.
Men selvom forbrugernes vinsmag skiftede geografisk placering, kunne det ikke mærkes på bundlinjen.
Det var først med internettets indtræden i de danske stuer, at salget blev alvorligt påvirket. Med internettet fulgte nye muligheder for handel, men flere vinbutikker var også poppet op i bybilledet. Det skabte øget konkurrence på den århusianske vinscene.
Den uafbrudte stigning i salget fra Ebbe Nielsens Vinhandel ændrede pludseligt kurs i starten af 00’erne og var ikke længere på vej mod skyerne. De faste kunder fortsatte dog med at handle hos den lokale vinpusher og holdt pumperne kørende.
I årene op til den seneste finanskrise, hvor mange havde godt gang i økonomien, var interessen stor for de mere særlige vine, der kunne lagres og blive mange penge værd. Der var endda så stor opmærksomhed omkring de renommerede franske vine, at det vakte international interesse for den lille forretnings udvalg.
»Hele verden gik helt amok. Det gik alt for godt, og det viste sig, at det ikke holdt. Indtil da var der gyldne dage. Bordeauxslottene så, hvad folk ville give for deres vine og justerede priserne efter det,« siger Leif Nielsen.
En morgen sad Leif Nielsen ved sin stationære computer i baglokalet, da en mail tikkede ind i indbakken med en forespørgsel, han aldrig havde fået før.
Mailen kom fra Hong Kong. Han var interesseret i Leif Nielsens udvalg af store Bordeaux- og Bourgognevine. Det var første gang, Leif Nielsen stiftede bekendtskab med, hvad der senere skulle blive startskuddet til disse vinområders ekstreme prishimmelflugt. Det næste stykke tid modtog han flere mails fra interesserede opkøbere fra hele verden, men han var ikke interesseret i international handel. I stedet sendte han mange af sine dyreste 1. Cru Bordeauxer mod store virksomheder i København. Siden da har forretningen fokuseret på vine i et lidt lavere prisleje. Der har ikke været kunder til de dyre vine.
Selvom Leif Nielsen har arbejdet i vinhandlen hele livet, overtog han først det formelle ansvar fra sin far i 1997. Foto: Mathias Rose
Interviewet bliver afbrudt af dørklokkens gennemtrængende klingen. Det er et midaldrende københavnsk par, der har reserveret de sidste 44 flasker af en Bordeaux Superieur 2011. Med læsebrillen helt nede på næsetippen noterer han købet på en gammel regningsblok, imens de moderne betalingsmetoder diskuteres med køberne.
»Det er nemt med det trådløse betaling. Det er bare ikke så godt, hvis man glemmer koden!« griner Leif Nielsen.
Det københavnske par tager to gamle plakater over franske vinområder med sig i købet. De har prydet væggene i butikken i mere end 30 år. Efter den sidste kasse Bordeauxvin er løftet ud i bilen, er der ikke mange flasker tilbage i butikken.
Ved udgangen af november overlod Leif Nielsen butiksnøglen til udlejeren. Nu skal den 70-årige vinkyper nyde sit otium efter et helt arbejdsliv i sin fars gamle butik.
»Jeg skal ud og se verden. Og så glæder jeg mig til at kunne nyde mit sommerhus lidt længere end bare fra lørdag til søndag.«