Winemarket 3.0 er lige om hjørnet. Lørdag går det løs i Ridehuset i Aarhus, banen er kridtet op, og holdopstillingen foreligger hermed i form af Smagebogen. Du kan stadig nå at købe billetter.
Rød- og portvin i fokus
En bred vifte af Danmarks dygtigste vinhandlere – store som små – tropper op med nøje udvalgte vine til fri smagning. Du kan vælge imellem hele 263 forskellige vine, som passer til efteråret og vinteren. Blandt andet er der 28 portvine. Desuden har flere af vinhandlerne medbragt sjældenheder og kultvine, i alt 26 spændende vine, som kan smages til særpris.
Smagebogen giver dig mulighed for at planlægge din dag på forhånd og finde frem til netop de vine, du allerhelst vil smage. Den giver dig også et hurtigt overblik over de enkelte vinhandlere og de mange forskellige vine og tilbud. Alternativt kan du selvfølgelig smage dig igennem vinene fra ende til anden, forudsat at du kan klare to vine i minuttet!
Tag et smugkig i kataloget og se, hvad du ikke må gå glip af. Udvalget er bredt – fra Australien og Chile til Italien og Spanien. Du finder også vine fra Canada, Grækenland, Ungarn og Østrig. Uanset hvad du er til, bliver der nok at smage på til efterårets største vinevent.
Har du ikke fået købt billet endnu, er der stadig nogle tilbage til begge sessions. Smagning fra kl. 15.30–18.00 er der få af tilbage og kan blive udsolgt. Eventuelt overskydende billetter sælges i døren til 250 kr. Så du sparer en del ved at købe i forsalg.
Der er også enkelte billetter tilbage til eksklusiv masterclass med Camilla Rossi Chauvenet fra Massimago, som laver moderne norditalienske vine. Den afholdes i pausen, så du kan nå det hele.