Vindere af Dansk Frugtvinsshow 2013

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 28/05/2013

I starten af maj mødtes det ti mand m/k store dommerpanel for finde årets bedste frugtvine. I weekenden blev priserne uddelt på Fussingø Slot. Foto: Mads Jordansen

Danmark har en lang tradition for at dyrke frugt af høj kvalitet, og weekendens første udgave af Dansk Frugtvinsshow viste også, at frugtvin måske er på vej imod storhed.

Hele 54 forskellige vine, fra 13 forskellige vinmagere og en samlet produktion på ikke mindre end 127.000 flasker frugtvin kæmpede i weekenden om anerkendelse og medaljer. Det er den nystiftede brancheforening Dansk Forum for Cider og Frugtvin, der står bag Dansk Frugtvinsshow. Det handler i bund og grund om at få fokus på dansk frugtvin, erfaringsudveksle og ikke mindst sparke en helt ny branche igang.

Som medlem af dommerpanelet kan jeg ikke give produktionen af dansk frugtvin ros nok, for omkring 80% af de vine, jeg skulle bedømme, var gode eller endda særdeles gode. I modsætning til druer kan vi dyrke frugt af international topkvalitet stort set hvert år i Danmark. Så hvorfor skulle dansk frugtvin ikke også have et internationalt potentiale?

Østjyderne fører æblekrigen

Cold Hand Winery er stærke i frugtvin af æbler og fik ved Frugtvinsshowet flest medaljer. Det overrasker Jens Skovgaard fra Cold Hand Winery, som også er stolt over at dele prisen som årets vinmager med Sven Moesgaard fra Skærsøgaard.

»Sven er dygtig til teknikken bag det at lave vin og har hjulpet mig meget, så derfor er jeg også stolt af at stå ved siden af ham«. Personligt havde Jens Skovgaard Frederiksdal Kirsebærvin som sin favorit og var klar over, at konkurrencen kunne blive lige så tæt, som den rent fanktiske endte med at blive. »Jeg synes, det er fint, at der ikke er blevet uddelt guld af dommerne. Det har ligesom lagt et realistisk niveau. Vi er jo kun lige kommet igang« siger den stolte æbledyrker.

At det har en betydning at få en masse medaljer hjem, vidner hans telefon om. »Jeg er blevet kimet ned i dag af TV og har netop fået tre nye forhandlere. Synligheden får også flere hobbyproducenter ud af busken. For mig er den mest prestigefyldte kategori ‘Bedste mousserende æblevin’, og den blev vundet af to nye producenter, der begge har været på kursus hos mig. Det er da fedt, at der i Østjylland er ved at være et innovativt miljø for at gære vin på æbler, og hvor vi kan hjælpe hinanden. Det er netop et af foreningens formål« siger Jens Skovgaard.

»På tide at dansk frugtvin viser tænder«

Hos Frederiksdal Kirsebærvin udtrykker Morten Brink Iwersen en stor glæde over, at foreningen er kommet i gang: »Det er på tide, at dansk frugtvin viser tænder. Vi er lige startet på en rejse, og ingen ved, hvor vi ender. Derfor et dette fælles fundament vildt vigtigt.«

Samtid er han dog ærgerlig over, at Frederiksdal ikke fik titlen som Årets Vinmager. »Men så må vi bare være skarpere og gøre det endnu bedre næste år. Jeg tror, vinene blev bedømt lidt hårdt af dommerne i år, men det er måske meget godt, at der ikke er kastet med en masse guldmedaljer i år 1« siger Morten Brink Iwersen og fortsætter: »En af de mest bemærkelsesværdige priser gik til en cider, som en garagebrygger står bag med en total produktion på 70 flasker. Det er fedt, at unge engagerede mennesker synes, det er sjovt at gære på frugt. Det er i virkeligheden disse folk, som det som danske landbrug skal leve af i fremtiden – og kan lære meget af!« slutter Morten Brink Iwersen.

Vindere af Dansk Frugvinsshow 2013

Årets frugtvinmager
Jens Skovgaard, Cold Hand Winery
Sven Moesgaard, Skærsøgaard

Bedste pommeau
Malus X – Feminam 2010, Cold Hand Winery

Bedste øvrige
Solbær Creme, Skærsøgaard

Bedste mousserende æblevin
Idun Batch 16, Horncider
Æbleskud 2011, Torben og Michael Jensen (hobbyavler)

Bedste forstærkede vin
Prunus Rosa, Cold Hand Winery

Bedste kirsebærvin
Sur Lie, Frederiksdal Kirsebærvin

Bedste Eau de Vie
Dons Calva 2008, Skærsøgaard

Bedste mousserende øvrig
Malus Unika Pink, Cold Hand Winery

Dommerpanelet ved Dansk Frugtvinsshow 2013 bestod af:

Peter Lorentzen – Foreningen af Danske Vinavlere
Mads Petersen, vinhandler, Vinkyperen
Claus Simonsen, indkøber, H.J.Hansen Vin
Simon Bjerre Pedersen, sommelier, Fru Larsen
Flemming Holm, headchef, Grilleriet
Tabita Mortensen – restaurantchef, Nordisk Spisehus, Årets Tjener 2013
Rasmus Amdi Larsen, sommerlier, Meyer Aps
Martin Knudsen, kok, indehaver, Nørlunds Gæstebud
Martin Andersen, vinhandler, Vin og Vin Aalborg
Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk

Til forsiden…