Massive oversvømmelser af vinmarker i Centraleuropa

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 04/06/2013

Oversvømmelse på en nyplantet mark hos Rudi Pichler i Wösendorf i Wachau/Østrig. Donau er gået over sine bredder i store områder. Billedet er fra den 4. juni 2013. Foto: ©AWMB/Rudi Pichler

Det er ikke kun den tjekkiske hovedstad Prag og Passau i Bayern, der er ramt af store oversvømmelser efter weekendens massive regnvejr. Lavtliggende vinmarker i flere lande ligger under store mængder vand, og spørgsmålet er nu, om planterne overlever.

Italien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig er nogle af de lande, der kæmper mest med vandmasserne i disse dage. Værst er det naturligvis for mennesker og dyr, og desværre har vi de seneste dage hørt meldinger om nogle ulykkelige skæbner – ikke mindst i Tjekkiet. Sideløbende venter der nogle vinavlere et par nervepirrende uger, inden det kan afgøres, hvordan vinplanterne og ikke mindst rødderne vil reagere på at være uden ilt, mens oversvømmelserne står på.

Planterne druknede mens de var i fuld vækst

Nogle timer og måske få dage kan en vinplante tåle at blive massivt oversvømmet, men jo længere tid det varer, jo længere tid har rødderne manglet den livsvigtige ilt, som vandet har fortrængt i jorden. Oversvømmelserne er tilmed sket på et meget kritisk tidspunkt, for der er fuld tryk på væksten i øjeblikket og ikke mindst blomstringen, der næppe vil være upævirket efter flere dages drukning. Der er dog en lille »fordel« ved, at oversvømmelsen sker fra en flod og ikke et hav, nemlig at floder består af ferskvand og ikke saltholdigt havvand, der kan efterlade vinmarkerne med høje og skadelige saltkoncentrationer.

Lilleø blev oversvømmet i 2006

Vi har faktisk også haft oversvømmede vinmarker i Danmark. Ved en stormflom i 2006 gik det ud over de lavtliggende Sydhavsøer. Vinden havde presset en masse vand op i den Botniske Bugt, og da vinden lagde sig, strømmede vandet tilbage og skabte et sjældent højvande, der særligt gik udover Lilleø – en af de lave Sydhavsøer. Det var kritisk, da der på Lilleø er masser af frugtavl, ligesom Claus Meyer har en vinmark med Sauvignon Blanc, som blev oversvømmet af saltvand. Øen tog dog mindre skade af vandmasserne end forventet, og øboerne glæder sig over, at det vejrfænomen, der skabte oversvømmelserne, i teorien kun sker hvert 100. år.

Oversvømmelserne efterfølger et iskoldt forår

Oveni alle vandmasserne har størstedelen af de europæiske vinområder også haft et særdeles køligt forår. Jeg besøgte Tyskland fornyligt, og her var planternes vækst mindst 12–14 dage forsinket. Flere andre områder melder om endnu større forsinkelser. Men et sent forår kan være at foretrække, for noget af forsinkelsen kan blive hentet i løbet af en varm sommer, og risikoen ved et tidligt forår er, at frosten ødelægger de nye skud og ikke mindst blomsterne, der senere skal blive til vindruer og årets høst.

Webcams fra de oversvømmede vinområder

Weingut Barth i tyske Rheingau, har marker ned til Rhinen. Og de seneste dage har noget af markerne kunnet ses ude i Rhinen. Se webcam

Rudi Pichler laver vin i den østrigske by Wösendorf i vinområdet Wachau, og her kan du se et webcam, der viser en ekstrem høj vandstand i Donau. Donau er gået over sine bredder og bliver holdt tilbage af en midlertidig beskyttelse langs vejen. Se webcam

Til forsiden…