Vinhøst : Årgang 2015 er ved at være i hus

Af Thomas Bohl, 27/10/2015

Manuelt arbejde! De høstede druer bæres på ryggen til vogne, der transporterer dem det sidste stykke til vinhuset. Foto: Deutsches Weininstitut (DWI)

Vinhøsten på den nordlige halvkugle er de fleste steder overstået her i slutningen af oktober. De tidligst høstede vine er visse steder allerede tappet på flaske, mens størstedelen endnu gærer løs rundt om i kældrene.

De umiddelbare meldinger fra de fleste steder i Europa tyder på særdeles gode resultater. Glæden er derfor stor, særligt efter den langt mere problematiske årgang 2014. Mange steder har høsten i år været en meget langstrakt affære på grudn af vejret. Den generelle tendens er lidt lavere udbytter end sidste år – men med højere kvalitet som kompensation. En hed sommer i det centrale Europa, ikke ulig den i 2003, har givet stor modenhed med de fordele og ulemper, det nu engang indebærer. Hvis de umiddelbare forudsigelser holder nogenlunde stik, har vi som vindrikkere altså en storslået årgang i vente de fleste steder. Vi gør status med en række nedslag i de kendteste vinlande og distrikter:

Tyskland

En lang og varm sommer uden regn pressede vinstokkene til det yderste: Druernes vækst gik simpelthen i stå. Periodisk var temperaturerne oppe i nærheden af de 40 grader, og regnskyer var ude af sigte. Heldigvis bragte august moderate temperaturer og en smule nedbør. Da druerne havde været i dvale, blev høsten mange steder sen. Riesling og Silvaner har dog haft godt af den lange modningstid, og de lavere udbytter lover koncentration og intensitet. De høje sukkerniveuaer kan resultere i høj alkohol, og faren er opulente vine uden synderlig struktur. Dygtigt arbejde i kælderen kan dog imødegå problemet, og selvom syren er lavere end sidste år, har de kølige nætter i august alligevel givet druerne en del friskhed.

Alsace

Forventningerne op til høsten var høje. Midt i september måned gik det så løs. Udbytterne har generelt været lave på grund af den lange, varme og tørre sommer. Mange steder har høsten også fundet sted tidligere end sædvanligt på grund af den store modenhed, druerne har opnået. Særligt Pinot-sorterne har nydt godt af varmen. Syreniveauet er generelt lavere end normalt, og derfor har man også tilladt syrejustering for denne årgang. Forholdene for sødmefulde vine er gode. Det gælder eksempelvis de senthøstede udgaver Vendange Tardive og Sélection de Grains Nobles.

Bordeaux

Også her bød sommeren på hedebølge i juni og juli og lidt mildere vejr i august og september. Druerne har høj koncentration og sukkerindhold. Imidlertid har en del regn besværliggjort høsten sidst i september. Ikke alle producenter har haft det lige let med at få høsten i hus, så billedet er lidt broget. De fleste regner dog med en årgang langt over middel. Netop nu spreder bortrytis sig i markerne i Sauternes. Disse druer høstes først i løbet af november, så meget kan nå at ændre sig endnu. Men trods visse strabadser er der forventninger om en god årgang, for visse producenter ligefrem en fremragende årgang.

Bourgogne

En haglbyge markerede septembers komme i Chablis. Det førte til, at høsten de værst ramte steder skulle hastes igennem. Sæsonen var ellers forløbet meget tilfredsstillende, og efterfølgende tørt vejr har sørget for sunde druer til presningen. Længere sydpå høstede man tilsvarende tidligt – dog uden hastværk. Sommerheden har sat sit aftryk med temperaturer over 40 grader i juli. Tørken og varmen har givet fuldmodne små druer med tykke skaller. Syren er intakt takket være køligere vejr i august. Både for de røde og de hvide vine fra Cote d’Or er der altså udsigt til en stor årgang.

Champagne

Først på sæsonen var der problemer med meldug, men de blev hurtigt byttet ud med tørkeproblemer. Den varme og solrige sommer gav også her udslag i hurtigt modnede druer. Mange var bekymrede for lave syreniveauer. Køligt vejr sidst på sommeren har dog sikret en bedre syrestruktur. Høsten gik i gang først i september. Udbytterne er lave, men kvaliteten omvendt høj. I Champagne afhænger meget af de enkelte producenters arbejde, men som generel betragning tegner årgangen meget lovende.

Rhône

Ligeledes i den franske Rhônedal kom man godt fra start: Masser af regn i foråret før blomstringen, så stokkene var godt rustet til den tørre sommer, der lå foran dem. Masser af sol og varme gav sunde, jævnt modnede druer med højt sukkerindhold og masser af smagsstoffer. Man har kunnet høste nogle uger tidligere end normalt. Mange vinhuse gik i gang i midten af september. De røde Rhone-vine tegner derfor allerede nu til at blive særligt kraftige og koncentrerede i denne årgang.

Douro

Der faldt kun knap halvt så meget regn som normalt i Douro i år. Udbytterne er derfor noget mindre. Forsommeren var meget solrig og varm, så modningen blev fremskudt, og man høstede tilsvarende tidligere. En lidt køligere sensommer gjorde, at man undgik decidere tørke, og kølige nætter i efteråret har sikret en god syre i druerne. Man forventer derfor en sjældent god årgang, både for rødvin og portvin som resultat.

Piemonte

Vinmagerne i Alba er mere end almindeligt tilfredse i år. En tør sommer gav kun minimale problemer med sygdom, men til gengæld problemer med væksten visse steder – ikke mindst på grund af meget høje temperaturer i juli. Kvantiteten bliver derfor lidt lavere, men kvaliteten forventes at blive i top.

Californien

På den anden side af Atlanten tegner der sig også et flot billede. Omend Californien har været udfordret af både varme, tørke og brande, så er det overordnede resultat tilfredsstillende. Mængderne er begrænsede, men vejret har dog sikret sunde, fuldmodne druer i god tid: Høsten i Napa begyndte i år rekord tidligt sidst i juli måned. Kvaliteten er høj med stor koncentration, især for Cabernet Sauvignon og Zinfandel. Napa blev heldigvis ikke påvirket af røg fra skovbrande. Pinot Noir har omvendt lidt under varmen og heden. Til gengæld haft de haft stor succes med høst af velmodnet Pinot Noir længere nordpå i Oregon og Washington.

Refraktometret er et vigtigt redskab i vinhøsten. Det kan nemlig måle sukkerindholdet i druerne og på den måde fortælle, om druerne er modne til høst. Foto: Deutsches Weininstitut (DWI)

Til forsiden…