Vinhandleren i Kokkedal havde natten til onsdag i denne uge indbrud, og tyvene gik primært efter den toscanske kultvin Sassicaia.
Philipson Wine havde indbrud i »skatkammeret« i Kokkedal natten mellem d. 4. og 5. marts. Tyvene er hovedsageligt stukket af med Sassicaia Tenuta San Guido i helflasker, magnum og ikke mindst sjældne imperialflasker (6 liter) i årgangene 2001, 2002, 2003, 2004 og 2005 til op til 18000 kr. pr. flaske.
Der skete en del skader under indbruddet, ligesom der også forsvandt Bourgogne fra Henri Boillot.
Derfor bør du være ekstra opmærksom, hvis du bliver tilbudt eller ser nogle af disse vine til salg. Du bør kontakte Philipson Wine eller Politiet i tilfælde af, at du støder på vine, der kunne stamme fra dette indbrud.
Philipson Wine kan træffes på 70226888 eller nærmeste Politi på 114.