Mette Blomsterberg:
Blomsterbergs Jul
221 sider, hardback. 250,–
Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2012
6/6 stjerner
Danmarks ukronede dronning af søde sager, Mette Blomsterberg, kan andet end underholde os med sin uundværlige polynesiske vaniljestang, sukker, fedt og super lækre anretninger.
Med »Blomsterbergs Jul« serverer konditoren en komplet julebog med 90 opskrifter på »mad til frokost og aften samt selvfølgelig alt det søde indimellem«. Her er noget til julefrokosten, den traditionelle juleaften, her er julekonfekt, bolsjer, julekager, småkager, julebrød, kolde og varme drikke, desserter og ja, der er endda blevet plads til et afsnit om marmelader, sylt og smår m.m.! Alt er lige til at gå til.
Der er smukke billeder af anretningen til alle opskrifter, og man kan næsten ikke vente med at prøve opskrifterne af én efter én. Og det er for mig noget af det vigtigste for en kogebog: At den giver lysten til at gå i gang!
»Blomsterbergs Jul« er en lækker og indbydende bog med rigtig mange anvendelige bud på julemad. Der er fokus på den traditionelle og hyggelige jul. Og du skal ikke regne med at blive inspireret til nytænkning – hvis du da lige ser bort fra, at king crabs og kammuslinger ikke nødvendigvis har noget med jul at gøre.
Herhjemme har »Blomsterbergs Jul« allerede bidraget til en del julebag, og den vil stensikkert blive hevet frem fra reolen hvert eneste år fremover. En varm anbefaling herfra.