Danmarks bedste frugtvine anno 2014

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 21/05/2014

De bedste danske frugtvine blev præmieret i den forgangne weekend. Mere end 700 mennesker lagde vejen forbi lollandske Frederiksdal, der i smuk solskin bød velkommen og lagde jord til Frugtvinsfestivallen 2014. Udvalget tegner godt for den danske frugtvin.

De mange besøgende havde mulighed for at smage på masser af forskellige frugtvine. Lige fra de store professionelle producenter til de små garagebryggere. Det var en festdag. Solen skinnede, og Frederiksdals smukke omgivelser fik dagen til at stråle. Folk var kørt i flere timer – selv fra storbyerne København og Aarhus – for at få et indtryk af de danske frugtvine og se Frederiksdal, der er landets mest kendte frugtvinsproducent.

Konkurrerer om at lave de bedste vine

Sidste år var der premiere på frugtvinskonkurrencen, hvor der i forskellige kategorier kæmpes om at lave den bedste vin. Jeg havde fornøjelsen af at lede dommerpanelet bestående af vinjournalister, bloggere, vinmagere og sommeliere, som over en seance på over tre timer smagte og vurderede de 80 konkurrerende vine blindt og efter internationale standarder.

Bag frugtvinsfestivallen står Dansk Forum for Frugtvin, som er en brancheorganisationen for alle, der arbejder med gourmetmost og fermenterer bær og frugt.

Niveauet i år var generelt højt, som det også var tilfældet sidste år. I den store gruppe af æblevine blev jeg personligt mest imponeret af de vine, der stadig havde en lille smule sødme. Der var også en spændende ikke mousserende æblevin fra – skulle det senere vise sig – Kvis og Vitus. Kirsebærvinene var på et højt niveau, omend de på konkurrencedagen ikke helt fangede mig i samme grad som sidste år, hvor de ubetinget var den stærkeste kategori. Den titel, mener jeg, at de i år måtte dele med æblevinene.

Halvskuffede frugtvinsbønder

Der blev ikke uddelt guldmedaljer i år og det skuffede flere af frugtvinsbønderne, der havde håbet på at hive en enkelt eller to med hjem. Kravene for at få en guldmedalje er høje, og det beviser blot, at det er en ægte konkurrence, og ikke en af de inferiøre vinkonkurrencer præget af gensidig rygklapperi, og hvor medaljerne sidder alt for løse. Samtidig viser årets konkurrence, at der stadig er noget at stræbe efter. Dansk frugtvin er kommet ekstremt langt på kort tid og har først lige lært at gå. Der er stadig meget, der kan blive bedre og forfines, men niveauet er allerede højt, takket være en flok ildsjæles dedikation, kreativitet og innovation. Der blev ikke uddelt én eneste guldmedalje i år. Og det blev kun til en enkelt sølvmedalje. Det var i kategorien frugthedvin og den gik til en Kirsebærlikør fra Rosenbækvin, Kurt Lundkvist.

Årets vindere af frugtvinskonkurrencen 2014

Traditionel cider
Pomona Cider, Pomona halvtør dansk cider 2014 (særlig udmærkelse)
Pomona Cider, Pomona halvtør dansk cider 2013 (særlig udmærkelse)

Mousserende æblevin
Jens Peter Bak, Ballon Batch 2012 (bronze)
Æblerov, Ildrød Pigeon (bronze)

Mousserende frugtvin
Cold Hand Winery, Cerasus 2013 – boblende kirsebær (bronze)

Øvrige frugtvine
Henrik Plough, Østergaard Æblevin, Batch-nr. Hp2.2014 (særlig udmærkelse)

Kirsebærvin
Nyholmgaard Vin, Momentum (bronze)
Nyholmgaard Vin, Kuriosum (bronze)
Frederiksdal Kirsebærvin, Sur Lie Lot. Nr. 13–03 (bronze)

Frugtlikør
Cold Hand Winery, Malus X – Feminam 2012

Frugt hedvin
Rosenbækvin, Kurt Lundkvist, Kirsebærlikør (sølv)
Cold Hand Winery, Pyrus X 2012 (bronze)

Eau de vie
Brænderiet Enghaven A/S, Esben Moestrup, Fadlagret Frugtbrændevin Elshof

Dommerpanelet bestod af: Frederik Kreutzer, Rasmus Amdi Larsen, Thomas Ilkjær, Thomas Rydberg, Rasmus Holmgaard, Morten Vilsbæk, Tue Bach Pedersen, Inge Pretorius og Mads Jordansen.

Flere billeder fra årets frugtvinsfestival på Frederiksdal Gods

Til forsiden…