Diskussionen om korkpropper kontra kunstpropper er lidt en diskussion mellem følelser og fornuft. Selvom kunstpropperne ikke er pæne, og korkpropperne nok i højere grad opfylder romantiske forestillinger om et naturprodukt, så er problemerne med korkpropperne uomtvistelige (jf. propsyge). Det er således ikke et spørgsmål om økonomi, der får flere og flere vinhuse til at gå over til kunstpropper. Ofte er kunstpropper faktisk dyrere end korkpropper. Omvendt kan man stadig ikke sige noget om kunstproppernes holdbarhed ved langtidslagring, hvor korkpropper gennem generationer har vist deres fantastiske evner. Som regel er dyrere vine lukket med en dyrere og bedre prop, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at du kan undgå propsygen 100%. På samme måde kan man ikke afgøre en vins kvalitet ud fra længden af proppen: Der er intet til hinder for, at man lukker en dårlig vin med en lang prop.