Boganmeldelse: Paul Cunningham – Privat

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 12/10/2013

Paul Cunningham:
Privat
232 sider, hardback. 300,–
Politikens Forlag
Udgivelsesår: 2013

Se bogen hos forlaget.

5/6 stjerner

Paul Cunninghams nye, enkle og bistroagtige kogebog er en fryd for øjet og en lækker inspiration til vinterens mad. Uden lange ingredienslister og med en smittende entusiasme viser Cunningham sin kærlighed til mad – også når han har fri.

I sin seneste kogebog tager Paul Cunningham os med hjem i privaten. Her afslører han, hvad han spiser sammen med familie og venner, når han har fri fra jobbet som køkkenchef på Henne Kirkeby Kro i det vestjyske. Indledningsvis fortæller den tidligere ejer af Michelin-restauranten The Paul i Tivoli, at han elsker at lave mad og arbejde i sit køkken – også når han har fri. Det er bestemt ikke svært at tro på, når du bladrer hans bog igennem. Med over 80 enkle og overskuelige opskrifter på klassikere og det, der kan gå hen at blive det, viser Cunningham entusiastisk sin kærlighed til madlavning.

Bogen har fokus på vinterens simreretter, pies, supper, kød og fisk, grønt og så lidt sødt. Opsætningen, layoutet og billederne er en fryd for øjet.

Med fare for at forbryde sig mod tidens mantra om modstand mod madspild, er alle opskrifterne dimensionerede til seks personer. Ifølge Cuningham gør det madlavningen endnu nemmere dagen efter, når du kan nøjes med at varme resterne. Og det er da til at forstå.

Rigtig mange af retterne indeholder fond, som bogen også har opskrifter på. Så måske er det en god idé at starte med at lave en ordentlig balje af dem og så ellers kaste sig ud i madlaving a’la Paul Cunningham.

En varm anbefaling herfra.

Til forsiden…