Kuller er med den rette tilberedning et skønt og lækkert måltid. Giv den selskab i form af fx forårets og sommerens nye kartofler og urter, eller efterårets og vinterens lækre bagte rodfrugter.
Selve fisken har ikke særlig meget smag, så vinen skal i højere grad pejle mod tilberedningen og tilbehøret. Er du ude i en omgang dampet eller ovnbagt kuller med urter og rodfrugter, kan Sauvignon Blanc eller en syrerig Riesling være et godt valg. Steger du kulleren med skind, skal vinen have mere fylde og gerne være fadlagret. Her kunne en oversøisk Chardonnay være et godt bud.
Vinmatch: Sauvignon Blanc, Riesling og oversøisk Chardonnay.
Sæson for kuller: Kuller må fanges hele året.
Udnyttelse: Hel, udskåret, filet.
Tilberedning: Kogt, dampet, stegt, grillet, røget, ovnstegt, saltet og tørret.
Fangstområde: Nord-østlige Atlanterhav, Østersøen.
Kendetegn
Let genkendelig på den mørke plet over brystfinnerne. Den har en mørk sidelinie. Siderne er aluminiumsfarvede, bugen nærmest hvid, ryggen som regel mere eller mindre mørk grågrøn, ofte med brunt islæt. Kødet er hvidt og saftigt, dog en smule mere tørt end torsk.
Levested
De vigtigste fangstområder er i Nordsøen, Barentshavet, ved Island og Nordamerikas østkyst. Kulleren lever nær bunden på 10–200 meters dybde, hvor der er sandet eller mudret.
Næringsværdi pr. 100 g:
Energi 356 kJ
Protein 18,9 g
Kulhydrat 0,0 g
Fedt 0,9 g
Navn: Melanogrammus aeglefinus
Engelsk: Haddock
Tysk: Schellfisch
Fransk: Eglefin
Det vidste du måske ikke om kuller
Den største kuller, der nogen sinde er blevet fanget, er sikkert den kæmpe fra Nordnorge, som blev fanget i 1902 ved Vardø. Den målte 110 cm, desværre kendes dens vægt ikke. En 92 cm lang kuller solgt i Dublin vejede 19 kg. Disse størrelser hører dog til undtagelserne.
Fiskekampagnen 2 gange om ugen har stillet billede og fakta om fiskene til rådighed for artiklen.