Vin til hvidkål

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 03/11/2011

hvidkål

Hvidkålen har gennem generationer været en vigtig del af den danske vinterkost. Den kan spises på mange forskellige måder, men to vine passer gennemgående særligt godt til denne kål.

Vin til hvidkål

Den snittede kål i salater er god til en let syrerig vin som fx Riesling. Hvis der tilmed er fx appelsin i salaten, kan du med fordel skrue yderligere op for syren i Rieslingen. Til coleslaw eller stuvet kål, skal det være en vin med en del frugtfylde og en let sødme. Det kan du sagtens findes i en Riesling, men der er også gode muligheder i vine på druen Chenin Blanc – især i fyldige og frugtige versioner fra fx det nordlige Frankrig. En portugisisk Alvarinho kan også magte opgaven.

Vinmatch: Riesling, Chenin Blanc, Alvarinho,

Fakta om hvidkål

Hvidkål er en grøntsag med meget mad i, og kålen kan tilberedes på uendeligt mange måder. Rå i salater, som råkost, i selskab med æbler, appelsiner eller tørrede frugter. Hvidkål er god i wokken eller som stuvet hvidkål med frikadeller.

Sæson for hvidkål: Oktober til marts.

Næringsværdi pr. 100 g:
Energi 126 kJ
Protein 1,2 g
Kulhydrat 7 g
Fedt 0,2 g

Botanisk navn: Brassica oleracea var. capitata.

Engelsk: Cabbage.

Tysk: Kohl.

Fransk: Choux.

Tilberedning: Rå, dampet, kogt, sauteret.

Tips til tilberedning
Tilberedt er den en klassiker i brunkål, kåldolmer og stuvet hvidkål. Kan også anvendes til karrykål, hvidkålssuppe og surkål. Skal kun koges til den er netop mør, dvs. 5–7 min. for strimlet kål. God sammen med svinekød, bacon, løg, kartofler og laurbær. Skær hvidkål i tynde strimler til wokken eller brug fintsnittet hvidkål i salaten. Hvidkål er sød og saftig. Derfor passer syrlige dressinger perfekt til hvidkålssalater, fx med citron eller eddike.

Frugt- og grøntkampagnen Sæson for god smag har stillet billede og fakta om grøntsagerne til rådighed for artiklen.

Til forsiden…