Vin til tapas

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 26/01/2013

Finere spansk tapas under anretning. Foto: Fernando Madariaga/©ICEX.

Tapas er en lige så broget og mangeartet størrelse som den spanske kultur. Så at pege på en enkelt oplagt ledsager i vinglasset er umuligt. Heldigvis kan du i det spanske vinland finde flere vine, som er perfekte match til denne uhøjtidelige spise.

Vin til tapas

Tapas bevæger sig vidt omkring i stilarter og ikke mindst smagsretninger. Fra det ferske over det salte og sure til det søde. Første bud på en vin – eller rettere vintype – der passer til tapas, er uden tvivl sherry. Sherry mestrer alle smagsretningerne. Fino sherry er lækker til de mere enkle tapas med fx fisk, og ikke mindst til det salte køkken fungerer sherry rigtig godt. Går du i retning af de lidt mere søde tapas, fx den klassiske tapa med en dadel med serrano skinke, skal der lidt sødme på sherryen, og her kan en meduim sherry være et godt bud.

Cava er en anden velegnet ledsager til tapas. Cava finder du også med varierende sødmegrad, som kan matche mange tapas. Start eventuelt med cava til de første lettere tapas med fisk, pølse og andet kød. De hvide vine er gode til at spænde over et udvalg af tapas, mens de røde får lidt flere problemer, især over for tapas med oste, men også visse fisk er dårlige til rødvinen. Hvis du insisterer på at gå i den røde retning, så vælg en frugtig Tempranillo fx til tapas med lidt kød. Den type af frugtige, unge spanske vine, der kaldes Joven er gode, og let afkølede klarer de tilmed fisken.

Vinmatch: Sherry, cava, Tempranillo.

Fakta om tapas

Tapas er et spansk begreb, der dækker over mindre retter, der kan spises inden middagen. Er der mange forskellige tapas, kan de også udgøre selve middagen. Typerne er mangeartede, og i Spanien vil du opleve forskellige tapas fra region til region. Tapas kan være et stykke brød med for eksempel et stykke fisk eller kød på, men tapas kan også bare være en lille ret i en skål.

Til forsiden…