Executive winemaker, Francisco Baetti, fra det chilenske vinhus Errázuriz, under smagningen i Danmark. Foto: Mads Jordansen
En blindsmagning i 2004 blev gennembruddet for topvine fra Chile. Den såkaldte »Berlinersmagning« beviste, at chilensk vin har nået et topniveau, hvor professionelle vinsmagere må erkende, at chilensk vin kan smage mindst lige så godt, som fx franske 1. Cru vine. En miniudgave af smagningen fandt for nyligt sted i Danmark.
Errázuriz‘ vinmager, Francisco Baetti, lagde for noget tid siden, vejen forbi Danmark og tog os med på en lille Berlinersmagning, hvor deltagerne i en blindsmagning skulle se, om de kunne genkende »new world« og »old world« vine. Altså en smagning, hvor de gamle vinlande konkurrerede over for de nye vinlande, hvor Chile har spillet en stor rolle de seneste godt 20 år.
Men vi skal først tilbage til 1976, for dér skabte en blindsmagning første gang en stor overraskelse og sendte chokbølger gennem det internationale vinland. Franske og californiske vine blev smagt op mod hinanden, uden at smagerne kunne se etiketterne. Smagningen blev døbt Parisersmagningen, fordi den foregik i den franske hovedstad. Den er også blevet filmatiseret i Bottle shock. De californiske vine bestod prøven og kunne kvalitetsmæssigt tage kampen op med franske 1. Cru vine, som af mange betegnes som verdens bedste vine – hvis man da iøvrigt kan sige det om vine. Men uanset hvad, kommer denne smagning til at danne skole og bliver en metode for nye vinområde, der så gerne vil vise, hvor langt de er kommet rent kvalitetsmæssigt.
Foto: Mads Jordansen
En tilsvarende smagning blev da også en vigtig milepæl for specielt Errázuriz. I 2004 blindsmagte 36 professionelle vinfolk, vinjournalister og indkøbere 16 vine: 6 fra Chile, 6 fra Frankrig og 4 fra Italien. Vinene var fra årgangene 2000 og 2001. Smagningen fandt sted i Berlin, og blev derfor døbt Berlinersmagningen.
Smagningens helt store overraskelse bestod i, at nogle af Frankrigs og Italiens allerstørste vine tabte slaget til de chilenske vine, der indtog smagningens 1. og 2. plads. De skabte dermed en stor opmærksomhed, men først og fremmest rykkede smagningen på fordommen om, at Chile ikke kan lave topvin. Selvfølgelig kan Chile det, og som vinland fik Chile en stor portion ekstra selvtillid, mens visse kritikere af landets vine blev en anelse mere afdæmpede. Salgstallene har efterfølgende talt sit eget sprog.
1. 2000 Viñedo Chadwick, Viña Errázuriz, Maipo Valley
2. 2001 Seña Viña Errázuriz & Robert Mondavi, Aconcagua Valley
3. 2000 Château Lafite Premier Grand Cru Classé, Pauillac
4. 2001 Château Margaux Premier Grand Cru Classé, Margaux
4. 2000 Seña Viña Errázuriz & Robert Mondavi, Aconcagua Valley
6. 2000 Château Margaux Premier Grand Cru Classé, Margaux
6. 2000 Château Latour Premier Grand Cru Classé, Pauillac
6. 2001 Viñedo Chadwick Viña Errázuriz, Maipo Valley
9. 2001 Don Maximiano Founder’s Reserve Viña Errázuriz, Aconcagua Valley
10. 2001 Château Latour Premier Grand Cru Classé, Pauillac
10. 2000 Solaia Marchesi Antinori, Toscana IGT
Ved en tidligere smagning fik Errázuriz’ vinmager, Francisco Baetti, inspirationen til at teste nogle af vinhusets ældre årgange op imod ikonvine fra den gamle verden. Det var dette setup, han for noget tid siden præsenterede på en smagning i Aarhus. 6 forskellige årgange af vinhusets topvin, Don Maximiano, skulle smages op imod topvine fra Italien, Spanien og Bordeaux. Samtidig skulle vi vurdere, om vinene var fra old eller new world (oversøisk). Det sidste var på ingen måde let at afgøre. Specielt årgangene af Don Maximiano med nogle år i baggagen viste høj klasse, og at Chile sagtens kan lave topvine, der kvalitetsmæssigt holder over årene.
Der går formentlig kun få år, før langt flere vil erkende, hvad flere blindsmagninger efterhånden har bekræftet: Chilenske topvine kan konkurrere med europæiske ikoner.
Tallene i parentes er min egen top 5.
1. Don Maximiano 2005, Errázuriz
2. Don Maximiano 2009, Errázuriz (1.)
3. Don Maximiano 2000, Errázuriz (3.)
4. Ducru Beaucaillou 2006 2. Cru Classé Saint Julien
5. Don Maximiano 1993, Errázuriz
6. Don Maximiano 2008, Errázuriz (2.)
7. Alion 2008, Bodegas Y Viñedos, Ribera del Duero (5.)
8. Giramonte 2008, Marchesi de Frescobaldi, Toacana
8. Don Maximiano 1984, Errázuriz (4.)
9. Pichon Baron 2006, 2. Cru Classé, Paulliac, Bordeaux