Foto: PR/Château Palmer
Frodige vinmarker, fritgående høns og får, men ikke en traktor i sigte. Biodynamisk vinbrug har været normen på tredje Cru-slottet Chateau Palmer i Margaux de seneste år, og nu bærer arbejdet frugt i form af den første årgang på 100% biodynamisk dyrkede druer.
Château Palmer begyndte omlægningen til biodynamisk dyrkning i 2008, dengang som nu under ledelse af CEO Thomas Duroux, der overtog ejendommen i 2004. Indtil videre har arbejdet bestået i at omlægge slottets marker fra konventionel til økologisk dyrkning, og siden fra økologisk til biodynamisk. Omstillingen har været gradvis og altid med fokus på den færdige vins kvalitet.
Undervejs har vinplanterne skullet lære at »stå på egne stokke«, altså i vid udstrækning at kunne klare sig selv på naturens præmisser. Man har kun brugt små mængder svovl og kobber i markerne for at holde sygdom på porten. Det ønskede resultat er stærkere og sundere druer.
Modet har Thomas Duroux ikke tabt undervejs. Han udtalte for nyligt til Wine Spectator: »Det er ikke en opskrift, men en læringsproces« og fortsætter »Vi føler, at det bliver bedre og bedre, men vi ved også, at der er en stor del af det her, som vi stadig ikke forstår helt.« Fremtiden byder på en justering og perfektionering af de biodynamiske dyrkningsformer. Målet er at drive ejendommen som sit eget lille økosystem: En selvopretholdende flig af naturen med minimal import af kompost, gødning og andre hjælpemidler. Får afgræsser og gøder markerne, og høns hjælper til med bekæmpelse af insekter og andre skadedyr.
Thomas Duroux var kun 34 år gammel, da han i 2004 blev CEO på Château Palmer. Forinden var han vinmager på Tenuta Dell’Ornellaia. Foto: PR/Château Palmer
Årgang 2014 er også slottets første, hvor brugen af sulfitter i fremstillingen er vinen er reduceret til en mindre dose efter endt gæring (2 gram pr. hektoliter tilsat efter den malolaktiske gæring). Årgangen kommer på flaske dels som den sædvanlige grand vin Margaux, dels som andenvinen Alter Ego. Vinen ligger dog på fade endnu og kommer først på markedet i 2016.
Bordeaux har været alt andet end med på moden, hvad angår omlægning til mere bæredygtige dyrkningsmetoder. Snarere har området stået som værn for den gamle garde af konventionelle vinbønder. Château Palmer har her stået for en pragmatisk tilnærmelse til biodynamik og naturvin. Thomas Duroux har stille og roligt integreret en biodynamisk vision for slottets vine uden samtidigt at vise videnskabelige metoder vintervejen. »Det er den her vej, vi bliver nødt til at gå. For vinmarkernes sundhed og for markarbejdernes sundhed«, fastslår han over for Wine Spectator.
Enkelte andre slotte har dog også taget springet, og ud over Château Palmer i Margaux, er der også biodynamisk omlægning på de to Grand Cru-klassificerede Pauillac-slotte Château Pontet-Canet og Château Latour.
En flaske Château Palmer 3.Cru kan købes fra ca. 1.000 kroner og til ca. 2.300 for en flaske fra den hypede årgang 2000. Foto: PR/Château Palmer