De stolte vindere af semifinalen. Fra venstre: Asbjørn May, Peter Buch Hansen, Christian Mark Mortensen og Thor Mårup.
Fire studerende fra Copenhagen Business School (CBS) kan noget med vin. De har lige vundet semifinalen og kvalificeret sig til finalen i den prestigefyldte Left Bank Bordeaux Cup, hvor de har kæmpet mod blandet andet Oxford Universitets 200 år gamle vinklub. Jeg har stillet Peter Buch Hansen, der er formand og grundlægger af CBS Wine en håndfuld aktuelle spørgsmål.
Tillykke med sejren i Semifinalen. I har netop deltaget i Left Bank Bordeaux Cup semi-finals i London. Hvad er det for en konkurrence?
Left Bank Bordeaux Cup er en konkurrence, der opstod tilbage i 2002. Det er La Commanderie du Bontemps, der står for konkurrencen, og var oprindeligt en konkurrence for Englands og Frankrigs store skoler, men som i 2011 udviklede sig til at have semifinaler både i USA og Asien. Herefter kommer de to bedste hold fra USA, Frankrig, Europa og Asien til Bordeaux, hvor finalen bliver afholdt på Château Lafite Rothschild. Og det omhandler kun vin fra venstre bred i Bordeaux.
Hvem deltager i konkurrencen, og hvordan har I kvalificeret jer til at deltage?
Sidste år stillede 47 hold til start fra universiteter fra hele verden. Vi er automatisk med til semifinalen igen i år pga vores samlede 3. plads sidste år.
Hvordan forbereder I jer til Left Bank Bordeaux Cup?
Vi læste en masse bøger og åbnede en masse flasker vin. Vi har været så heldig at have en glimrende sponsor, Københavns Andelskasse, der har speciale i studielån og har givet os mulighed for at åbne en 150 flasker klassificeret Bordeaux inden semifinalen. Derudover har den danske vinbranche også været en stor hjælp, hvor blandt andre Kjær & Sommerfeldt og Erik Sørensen Vin har afholdt private Bordeauxsmagninger for os.
CBS Wine er en vinklub for de 19.000 studerende på Copenhagen Business School. Den er i dag en af de største vinklubber i Danmark. Vinklubben blev grundlagt i 2010 af formand og IB-studerende Peter Buch Hansen og daværende næstformand og BLC studerende Søren Riber. CBS Wine har afholdt en smagning hver måned lige siden grundlæggelsen samt tilbudt gode studievenlige vinrabatter til de studerende på CBS.
Hvordan startede I?
Vi vidste godt, at vi vidste en masse om vin, men om det vil få os videre over for andre store skoler – og ikke mindst Oxfords 200 år gamle vinklub – havde vi ingen ide om. Så er det bare fedt at se, at vi kunne vinde semifinalen, når nu vi har brugt så mange timer på træningen.
Hvorfor er I så gode til at smage på vin?
Der er helt sikkert talent involveret i det, og man skal have en vild interesse for vin for at kunne gå så meget i dybden, som vi har gjort med venstre bred i Bordeaux. Så jeg tror, det er en kombination af begge dele tror jeg.
Hvordan forbereder i jer til finalen på Château Lafite Rothschild den 14. juni?
Vi har en masse aftener, hvor vi går igennem et lignende scenarie som til finalen, hvor vi har ordnet en masse spørgsmål til os samt vinsmagningsflights, så vi kan øve selve disciplinen at gætte vinen inden for et minut.