Charmerende Cahors og Château de Cayx

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 11/10/2011

Foto: Mads Jordansen

Vinområdet Cahors er ikke det mest kendte i verden. Det gælder dog ikke i Danmark, hvor Prins Henriks vine fra Château de Cayx har givet genklang. De kongelige vine har gennem årene fået en del prygl. Jeg tog derned for at danne min egen mening.

En god ven havde inviteret til fest på Bastilledagen i byen Montpezat-de-Quercy i det sydfranske – kun et stenkast fra byen Cahors, som ligger godt 100 kilometer nord for Toulouse. Bastilledagen markerer Frankrigs nationaldag og fejres hvert år den 14. juli. Det er en stor festdag med militærparade på Champs-Élysées i Paris og – ikke mindst – lokale fester i enhver lille flække. Således også i Montpezat-de-Quercy, en landsby med godt 1.400 indbyggere. I virkeligheden varer festen i 3 dage. Den 13. juli skal maden forberedes og vinen provianteres. Den 14. juli festes der. Og den 15. juli plejes tømmermændene. Sådan gik det i hvert fald os.

Det guddommelige fødevaremarked i Cahors

Vores festligheder starter da også den 13. juli, da vi tager på markedet i Cahors for at købe ind til vores festmiddag dagen efter. Vi er på besøg i det, der kan betegnes som en gastronomisk højborg i Europa, og markedet i Cahors er derfor heller ikke et hvilket som helst. Det er et fantastisk kulinarisk mekka og har i flere generationer været byens samlingssted – i dag om onsdagen og lørdagen. Fisk, kød, ost, honning, brød, frugt, grønt og delikatesser. Alt! Der er vel ca. 80 forskellige boder med handlende. Nogle har haft en stadeplads i generationer, andre er nye som fx det unge par, der sælger alt inden for økologiske varer af egen avl og produktion. Og er du på jagt efter salat, så er der en salathandler med 15–20 forskellige typer. Vi er jo i Frankrig, så fødevarekvaliteten er høj, og udvalget er enormt. Og det gælder alle steder. Gå ind i en almindelig fransk »gennemsnits-Netto«, og du vil se, at udvalget og kvaliteten af fødevarerne slår de bedste danske supermarkeder og specialbutikker med flere længder.

Selv på en fugtig gråvejrsdag er markedet godt besøgt, og placeringen midt i Cahors by ved kirken på en plads med lindetræer giver markedet et smukt sceneri. Foto: Mads Jordansen

Foto: Mads Jordansen

Allerede da vi går hen mod markedet, bliver vi igen mindet om, at der er »noget« med Danmark og Cahors. To personer går væk fra markedet: Den ene med et par store zoomkameraer. Den anden med en smøg i mundvigen og en telefon ved øret, mens han på dansk ivrigt opdaterer redaktionen derhjemme om dagens »fangst« på markedet. Senere på dagen hører vi tilfældigt, at Kronprinseparret inklusive børn har været en tur på markedet i Cahors.

Château de Cayx

Vi kan slet ikke lade være med at handle stort ind på markedet. Så den medbragte peddigrørkurv bugner af friske råvarer. Vi bliver hurtigt enige om, aftenens vine naturligvis skal være fra Château de Cayx, som jo er lige i nabolaget. Fra Cahors kører vi ad små snoede veje tæt på floden Lot ud mod vest. Slottet ligger på en lille bakkeskråning, som vi pludselig får øje på fra vejen.

Regentparret købte slottet i 1974 og foretog en gennemgribende og nænsom restaurering af både slottet og de tilhørende 21 hektar vinmarker. Markerne er siden løbende blevet genplantet.

Selvom druerne Tannat og Merlot er udbredte i Cahors, er området primært kendt for Malbec-druen. Faktisk betegnes Cahors som det »nye« hjemsted for Malbec. Oprindeligt stammer druen fra Bordeaux og blev senere udbredt til Cahors. Siden er Malbec blevet markedsført som Argentinas nationaldrue.

Foto: Mads Jordansen

Malbecvine fra Cahors er bestemt ikke »begyndervine«. Der kan være en del tanniner i de første år af deres levetid. De kan også være kantede og trænge til en iltning og noget ledsagende mad for at blive forstået. Jeg er overbevidst om, at det også er en af grundene til, at mange har opfattet Cahorsvine – og især vine fra Château de Cayx – som noget »surt sprøjt«.

Derfor er det også med en vis faglig spænding, at jeg kører bilen op ad den lange indkørsel med vinmarker på begge sider. For foden af slottet finder vi den lille parkeringsplads til besøgende. Vi stiller bilen og går hen til butikken, der også fungerer som smagerum. På vejen derhen hører vi velkendte danske og børne- og voksenstemmer fra slottets swimmingpool lige bagved den høje hæk.

Butikken, hvor der kan smages og købes vin, ligger i en gammel restaureret tilbygning. På vejen derind hører vi velkendte danske børne- og voksenstemmer fra slottets swimmingpool, der ligger bag muren til venstre i billedet. Foto: Mads Jordansen

I butikken serverer en engageret vinguide en lang række af husets vine. Vi bliver sendt nogle år tilbage i tiden med en masse ældre årgange af husets rødvine. Netop de ældre årgange beviser, at Cahors tit kræver lidt alder for at udvikle sig. Vores vinguide bliver af og til forstyrret af lokale indbyggere, der kommer forbi butikken for at købe Prinsens parfume, som åbenbart kun sælges her.

Château de Cayx fik for nogle år siden ny vinmager. Det kan smages i vinene, der efter min mening er løftet til et højere niveau og en mere international stil – uden at Cahorspræget er gået tabt. Vi er generelt positivt overrasket over de vine, som vores kyndige guide serverer. I bunden af artiklen finder du et udvalg af anmeldte fra Château de Cayx.

Bastilliedagen

Dagen efter i Montpezat-de-Quercy gør vi klar til fejringen af stormen på Bastillen. Vi er inviteret til sammenskudsgilde lidt længere nede ad gaden, så vi skal sådan set bare tilberede en masse lækker mad. Ved 18-tiden går byens borgmester i spidsen for et højlydt musikalsk optog, der skal ære de faldne franske soldater gennem tiderne. Det er festligt og højtideligt med opbakning fra ung og gammel i byen. Marseillaisen – den franske nationalsang – bliver sunget med patos ved byens mindesmærke for de faldne.

Jacques Malmon er en af optogets hovedpersoner. Han er byens sidste indbygger, der har kæmpet i 2. Verdenskrig. Foto: Mads Jordansen

At mad- og vinkulturen hænger uløseligt sammen og prioriteres i dette område, understreges af, at byen Montpezat-de-Quercy netop på Bastilledagen indvier sin nye restaurant. Den driftige 76-årige borgmester vil gerne trække flere besøgende til byen. Og hvad er derfor mere nærliggende, end at byen køber en restaurant, restaurerer den fra ende til anden, og finder en seriøs forpagter med ambitioner om Michelin-stjerner? Det er en stor begivenhed, og ved indvielsen står hundredvis af folk som sild i en tønde for at få en smagsprøve fra byens nye stolthed.

Vi fortsætter med vores egen mad til et fantastisk hyggeligt sammenskudsgilde med en masse dejlige mennesker, som vi først lærer at kende denne aften. Højdepunktet er dog den traditionelle fællesdans på det middelalderlige torv. Her er unge og gamle lokale indbyggere samlet i en glad kædedans, som vi straks må lære trinnene til. Det bliver en lang aften og nat under den varme sydafranske himmel. Næste dags morgen er vi ikke i tvivl om, at vi har været vidne til et ægte stykke Frankrig, som vi ikke glemmer lige foreløbigt.

Det er ikke hver dag, der indvies en restaurant i Montpezat-de-Quercy, så derfor er gaden fuld af forventningsfulde indbyggere. Foto: Mads Jordansen

Anmeldte vine fra Château de Cayx

Cuvee Jubilee

Bedømmelse: 4/6 stjerner

Cuvée Jubilée 2007

Rødvin fra Château de Cayx, Cahors i Frankrig, Forhandles af H.J. Hansen Vin, Vinspecialisten, 165,00 kr.

Lidt lukket duft, men efter lidt tid kommer krudt, røg og blommer op af glasset. Smagen er stringent og stram med en integreret syre, hvilket er gode kvaliteter, når maden skal matches. Læs anmeldelse…

La Cigaralle Blanc

Bedømmelse: 5/6 stjerner

La Cigaralle Blanc 2009

Hvidvin fra Château de Cayx, Cahors i Frankrig, Forhandles af H.J. Hansen Vin, Vinspecialisten, 129,95 kr.

Litchi, lime og abrikos i duften. Meget elegant og raffineret spinkel. Duften afsluttes med en snert af tjære. Citrus og melon dominerer smagen, der er afrundet, cremet i teksturen og elegant. Læs anmeldelse…

Cuvee Majeste Rouge

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Cuvée Majeste Rouge 2009

Rødvin fra Château de Cayx, Cahors i Frankrig, Forhandles af H.J. Hansen Vin, Vinspecialisten, 349,95 kr.

Mørke kirse- og solbær med krydderier og et animalsk snert. Flot, ren og balanceret frugtduft, der vækker nysgerrigheden. Kompleks frugtfylde med en del tanniner, der vil have godt af nogle års lagring eller en iltning og noget kød for at blive tøjlet. Læs anmeldelse…

Le Rose du Prince

Bedømmelse: 4/6 stjerner

Le Rosé du Prince 2010

Rosévin fra Château de Cayx, Cahors i Frankrig, Forhandles af H.J. Hansen Vin, Vinspecialisten, 75,00 kr.

Jordbær og hindbær i duften. Dejlig cremet fylde. Smagen er dog er en anelse for let, når nu duften giver forventning om mere. Men jeg er pjattet med den cremede fylde i vinen. En god frokostvin – året rundt. Læs anmeldelse…

Chateau de Cayx Rouge

Bedømmelse: 6/6 stjerner

Château de Cayx Rouge 2008

Rødvin fra Château de Cayx, Cahors i Frankrig, Forhandles af H.J. Hansen Vin, Vinspecialisten, 129,95 kr.

Frisk kølig duft af blåbær og kirsebær. Meget indsmigrende og med let snert af hyacinth i afslutningen. God fylde i smagen med frugt, fad og et røget præg. Læs anmeldelse…

Fakta om Château de Cayx

Areal: 21 hektar.

Druesorter: Chardonnay, Sauvignon Blanc, Tannant, Malbec, Merlot.

Vintyper: Hvidvin, rosé, rødvin

Importør: H.J Hansen Vinimport

Besøg Château de Cayxs netsted

Til forsiden…