Safranis med citron og kardemomme

Af Camilla Plum, 03/02/2015

safranis med citron

Foto: Anne-Li Engström

NOK TIL 6–8 PERSONER

Ingredienser
1 lille teskefuld hele safrantråde,
7 ½ dl piskefløde
5 æggeblommer
150 g sukker
2 grønne kardemommekapsler
revet skal af 1 øko-citron

I de dage vi var i Castilla-La Mancha, spiste vi os igennem så talrige retter med safran, bl.a. en syvretters menu på det lokale parador i Albaceite, at vi fik undersøgt safrans utallige muligheder i det spanske køkken så langt, jeg tror, jeg har lyst til. Safran er ikke en hverdagsspise, selv guld kan man blive træt af, men det er vel også nærmest et hypotetisk problem. Hvis problemet melder sig, kan jeg varmt anbefale denne safran-is, som er vidunderlig. Jeg har kun smagt noget lignende på iranske restauranter, hvor de udover safran også krydrer med citron og kardemomme, hvad jeg må indrømme er mere raffineret end den spanske is, så det er den opskrift, der kommer herunder. Efter sigende får man først det fuldeste udbytte af safranen, hvis den står i blød, helst i 12 timer, enten i vand eller mælk. Den vil afgive al sin farve til væsken undervejs, så trådene ender med at blive helt blege.

Men der er andre metoder, kun skal safran helst ikke koge for længe, men tilsættes til sidst i processen. Den kan ret let stødes til fint pulver med salt eller sukker. Hvis man støder den ren, går der for meget til spilde.

Sæt safrantrådene i blød i fløden, og stil i køleskabet til dagen efter. Hvis man har travlt, støder man simpelthen safranen med lidt af sukkeret i en morter eller foodprocessor.

Pisk fløden til blødt skum. Pisk æggeblommerne med sukkeret. Knus kardemommekapslerne i en morter. Fisk de grønne skaller op, smid dem væk, og knus frøene meget fint. Riv den gule skal af citronen. Bland det hele forsigtigt sammen.

Kom cremen i ismaskine, og frys. Hvis der mangler en ismaskine, kommer man cremen i en stor plasticbeholder, sætter den i fryseren og pisker i den hver halve time, til den er tyk, cremet, helt uden krystaller og fantastisk. Så kommer man den i den form, som den i sidste ende kan vendes ud af. 20 minutter før isen skal spises, tager man den ud af fryseren, dypper formen i varmt vand og vender den ud på et fad. Hvis isen trods alle anstrengelser krystalliserer og gryner for meget undervejs i indfrysningen, giver man den en tur i foodprocessoren.

Til forsiden…