Æblet har i mange hundrede år været en vigtig del af kosten på vores nordlige breddegrader. Vi bruger æblerne i hovedretter, salater og desserter, og friske syreholdige hvidvine er oftest den rigtige retning for et godt vinmatch.
Spises æblerne rå eller lettere sauterede i hovedretter eller i salater, skal der oftest ikke tænkes så meget i retning af sødmen, men mere på den naturlige syre, som gode friske æbler indeholder. Flere europæiske hvidvine fra nord for Alperne passer godt hertil, fordi det kølige klima giver druerne en god portion syre – faktisk på samme måde som for æblernes vedkommende. En tør østrigsk eller tysk vin på druerne Riesling eller Silvaner er gode match. I desserter skal der skrues op for sødmen i vinen, og her kan du prøve en oversøisk »late harvest« lavet på eksempelvis druen Semillon. Søde vine på druen Gewürztraminer er et godt match, hvis æblerne er i selskab med deres »gode ven« kanel, og er æblerne mere glaserede eller karamelliserede, er en portvin i den lettere ende et godt match.
Vinmatch: Silvaner, Riesling, Semillion, Gewürztraminer, portvin.
Næringsværdi pr. 100 g:
Energi 245 kJ
Protein 0,3 g
Kulhydrat 13,4 g
Fedt 0,3 g
Botanisk navn: Malus domestica.
Engelsk: Apple.
Tysk: Apfel.
Fransk: Pommes.
Sæson for æble: Hele året. Danske fra august til omkring april. Æblesæsonen har tre kapitler. Friske sommeræbler som nydes straks, fuldmodne efterårsæbler og vinteræbler, der holder længst og har den kraftigste smag.
Tilberedning: Rå, kogt, bagt, syltet.
Frugt- og grøntkampagnen Sæson for god smag har stillet billede til rådighed for artiklen.