Studerende fra CBS Wine vinder præstigefuld vinkonkurrence i Champagne

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 15/04/2015

CBS Wine i Lilly Bollingers private hjem efter sejren i SPIT 2015. Fra venstre Peter Buch Hansen, Asbjørn May og Sebastian Lunøe.

Lørdag den 11. april vandt CBS Wine den velrenommerede vinsmagningskonkurrence SciencesPo International Tasting – også kendt som SPIT. Det er første gang i CBS Wines korte historie, at det er lykkedes at stå øverst på podiet i en stor, international vinkonkurrence. CBS Wine slog engelske Oxford og franske École Normale Supérieure i finalen.

Det var efter flere års lige-ved-og-næsten-præstationer, at CBS Wine lørdag aften endelig kunne lade sig hylde i Champagne. Netop ved SPIT har CBS Wine tidligere klaret sig godt, bl.a. med en 2.-plads i 2013. SPIT er én af verdens mest anerkendte vinkonkurrencer, og nogle af de største skoler i verden deltager.

Selve konkurrencen arrangeres af den velrenommerede restaurationsskole SciencesPo i samarbejde med Champagneproducenten Maison Bollinger. Konkurrencen er opdelt i to dele: Første del er en indledende runde, hvor holdene bliver testet grundigt på deres teoretiske viden om vin og blindsmagningsevner. Herefter mødes de tre bedste hold fra indledende runde så i finalen.

Tæt på »bullseye« i finalen

I finalen smagte holdene Bollinger R.D. 1998 og Domaine de la Romanée Conti La Tache 2001. CBS Wine skød på hhv. Bollinger R.D. 1996 og Liger-Belair La Romanée 2002. Som information til den mindre vinkyndige, må det siges at være rigtig tæt på.

Peter Buch Hansen, der selv var en del af vinderholdet, udtaler: »Det var tæt, og vi var oppe imod nogle yderst kompetente hold, men i sidste ende er vi vanvittigt lettede og lykkelige over at kunne tage titlen med hjem. Vi har repræsenteret vores skole, land og organisation på allerhøjeste niveau, og det er vi stolte af.«

Da CBS Wine i 2012 debuterede ved en international vinkonkurrence, var det med målet om at skabe hold, der kunne udfordre de bedste universiteter i verden. Med flere podieplaceringer i ryggen, var det så endelig i 2015, at den første sejr kom i hus.

Til forsiden…