Jura

Af Thomas Bohl, 13/02/2019

jura wine region

Jura er et lille men spændende vindistrikt ved de vestvendte bjergskråninger på grænsen mellem Frankrig og Schweiz. Området producerer en række forskellige stilarter, flere ganske unikke for området. Og så har lokale videnskabsmænd spillet en afgørende rolle for vin, som vi kender den i dag.

Sneklædte bjerge, små, hyggelige landsbyer og borde dækket med karakteristiske oste og vine. Jurabjergene danner grænse mellem Frankrig og Schweiz og lægger navn til vindistrikter på begge sider af grænsen. Det franske Jura er et lille men spændende vindistrikt ved de vestvendte bjergskråninger. Sin størrelse til trods producerer området store vine i en række forskellige stilarter – og flere af dem er ganske unikke for området.

Juras revolutionerende opfindelser

Selvom Jura har levet en tilbagetrukket tilværelse for foden af Alperne, og områdets vin i stor udstrækning er blevet nydt lokalt, så har området spillet en vigtig rolle i vinens historie: Under vinrodslusens hærgen i 1800-tallet var Alexis Millardet fra Montmirey-la-Ville den første, der med succes podede stiklinger af europæiske Vitis vinifera sorter på rødder af amerikanske Vitis labrusca stokke, og dermed gjorde den europæiske vin resistent mod vinlusen. Og det berømte bysbarn fra Arbois, kemikeren Louis Pasteur, opdagede gærsvampens og mælkesyrebakteriernes rolle i vinens tilblivelse og opfandt desuden processen opkaldt efter ham – pasteurisering.

Jura deler en række karakteristika med Bourgogne, men landskabet er mere kuperet og klimaet mere kontinentalt. Det er præget af den kølige alpeluft. Jordbunden består af ler, mergel, skifer og kalksten og er rig på marine fossiler, da det er gammel havbund. Samlet set giver det en række forskellige mikroklimaer og terroirs, der egner sig til de forskellige slags vine.

Poulsard, Trousseau og Savagnin

Jura-området rejser sig øst for Sâone-floden og Bourgogne-distriktet. Området ligger lettere afskåret, og derfor har man længe været selvforsynende med holdbare fødevarer til vinterhalvåret. Intense vine, tørrede og røgede kødvarer og ikke mindst oste på alpemælk – mest berømt er Comté, Vacherin og Morbier. Hvad vin angår, står området for lyse, saftige rødvine på Pinot Noir og Gamay samt lokale sorter som Poulsard og Trousseau; og spændstige, mineralske hvidvine på Chardonnay og Savagnin; og endelig er der de særlige specialiteter, der har skabt områdets berømmelse:

Juras vintyper

Vin jaune. Den oxiderede »gule vin« på Savagnin druen. Intens, nøddeagtig og kompleks. Druerne til vin jaune høstes sidst i oktober, og efter endt gæring lagrer vinen seks år på store egetræsfade, som ikke toppes helt op. Vinen udsættes derfor for luftens ilt. En skimmelsvamp danner dog en tynd hinde på overfladen og beskytter mod yderligere iltning, men ikke før vinen allerede har fået et oxidativt præg og en gylden farve. Den flaskes på de små, buttede flasker, clavelins à 62 cl: Det er, hvad der er tilbage af en 1 liter vin efter seks år på fad.

Vin de paille. En »stråvin« lavet på senthøstede hvide druer, som man tørrer på stråmåtter og lader gære fuldt ud. Vin de paille giver en fed, krydret og rigt aromatisk vin med noter af tørret frugt.

Vin gris. En helt lys og tør rosé, nærmest som en hvidvin med en smule tanniner.

Vin fou. En mousserende hvidvin lavet efter den traditionelle metode. I dag ser man oftere crémant du Jura.

Macvin du Jura. En slags hedvin, hvor gæringen i basisvinen er stoppet ved tilsætning af brændevin, marc du Jura.

Juras geografiske appellationer

Côtes du Jura. Den overordnede appellation, der dækker hele distriktet fra Saint-Amour i syd til Port-Lesney i nord. Godt 60 kommuner fremstiller på 600 hektar den vin, der havner i kategorien Côtes du Jura.

Arbois. 13 kommuner rundt om den lille by Arbois ved Cuisance-floden. Selve byen er berømt for sin gule kalkstenskirke og Louis Pasteurs hus. Vinmarkerne omkring producerer størstedelen af områdets røde vine.

L’Étoile. Navnet, der betyder Stjernen, stammer fra de stjerneformede fossiler af søliljer, som undergrunden er rig af her. Den særdeles kalkholdige mergeljord er særligt velegnet til dyrkning af Chardonnay og Savagnin. Hovedproduktionen i de tre kommuner er da også hvidvin og vin jaune.

Château-Chalon. Trods navnet ikke et slot, men en smuk, gammel by og de fire kommuner, der ligger omkring den. Château-Chalon dækker godt 50 hektar, hvor Savagnin regerer og der udelukkende fremstilles vin jaune.

Fakta om Jura

Vinregionen ligger i: Frankrig

Areal: 1.800 hektar

Vigtigste druesorter: Savagnin, Chardonnay, Poulsard, Trousseau, Pinot Noir, Gamay.

Områdets karakteristika: Alpint område i 250–400 meters højde, præget af kalkholdige jordbunde med fossiler fra Jura- og Trias-tiden. Kontinentalt klima med udpræget kolde vintre. Flere forskellige terroirs, mange forskellige druesorter og flere særegne fremstillingsmetoder.

Eksempler på gode producenter i Jura: Benedicte et Stephane Tissot, Phillipe Bornard, Peggy et Pascal Buronfosse, Domaine Pierre Overnoy, Jean-Francois Ganevat.

Anmeldte vine fra Jura

Bénédicte et Stéphane Tissot Chardonnay Patchwork

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Bénédicte et Stéphane Tissot Chardonnay Patchwork 2017

Hvidvin fra Bénédicte & Stéphane Tissot, Jura i Frankrig, Forhandles af Gladvin.dk, 185,00 kr.

Gule stenfrugter, champignons og et lidt smøret og mineralsk, flintet præg i duften. Komplekst og balanceret. Læs anmeldelse…

Til forsiden…