Biondi-Santi: Brunellos ikoniske fadder

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 04/04/2017

En af italiens vinøse superstjerner og internationale sværvægtere er unden tvivl Brunelloen, eller Brunello di Montalcino, som den retteligt hedder. Biondi-Santi var de første, som i slutningen af det 19. århundrede skabte Brunelloen.

Fakta om Biondi-Santi

Årlig produktion: ca. 80.000 flasker
Vinareal: 25 hektar
Druer: Sangiovese

Det var dengang en helt ny vintype, som siden er fortolket af mange vinhuse i Montalcino. Biondi-Santi anses stadig for at være den mest traditionelle af områdets producenter, for vinen fremstilles ifølge vinhusets eget udsagn, præcis som Biondi-Santis første årgang i 1888. En årgang, som som iøvrigt stadig findes i kælderen på Greppoejendommen – og som stadig er i live. De bedste årgange af Biondi-Santis Brunello Riserva, kan nemlig snildt holde sig i form i over 100 år. Det beviser Biondi-Santi med jævne mellemrum. Oftest når der er besøg fra pressen, så magtdemonstrationen kan blive udbasuneret til alverdens vinelskere.

Biondi-Santis vinmarker ligger rundt om ejendommen Il Greppo, syd for Montalcino og med en gennemsnitshøjde på mellem 350 og 500 meter over havoverfladen. Netop højden på markerne er med til at tage toppen af temperaturerne i årets varmeste måneder. Den største hemmelighed bag den perfekte Brunello i den elegante retning er de store temperaturforskelle mellem nat og dag på Biondi-Santis marker. De giver blandt andet druerne et højt syreniveau og bidrager afgørende til at udvikle druernes aromaer og struktur.

Egne kloner på marken

Sangiovese kaldes her Sangiovese Grosso, og for at gøre forvirringen total kan den også kaldes Brunello. Mens jordbunden nord for byen er lidt mere ordinær med ler og sten, står vinstokkene hos Biondi-Santi med rødderne i skiffer og mergel. Markernes vinstokke er nøje udvalgt fra plantemateriale fra Biondi-Santis egne marker. Blandt andet hjalp Universitetet i Firenze med at finde det helt perfekte opformeringsmateriale fra markernes ældste planter. Druerne til vinhusets Riserva skal i øvrigt være fra mindst 25 år gamle vinstokke.

Magien ligger i traditionerne

Kælderen på Greppo er ikke blev opgraderet med moderne teknologi. Vinene laves præcist, som de altid er blevet lavet, og kælderen skal nænsomt blot opbevare og udvikle vinene, inden de er klar til frigivelse. Vinene modnes på små og store slovenske fade, cementtanke og stål. Når vinene er omkring et halvt år gamle, flyttes de til slovenske egetræsfade, hvor de modner, mikrooxiderer og får lidt tanniner fra fadene, som ofte er af gammel dato. Fadet skal integreres i vinene og være med til at underbygge struktur og kompleksitet, hvilket tydeligvis er dagsordenen for Biondi-Santi, hvis Brunelloer ligger mindst 36 måneder på fadene og samler sig på flaskerne et halvt års tid, inden de frigives.

Vinhuset er mest kendt for sine Brunelloer og Brunello Riservaer, men laver også prægtige Rosso di Montalcino, som prismæssigt og kvalitetsmæssigt ligger langt over gennemsnitsniveauet for vintypen.

Det koster at holde fanen højt

I dag tegnes Biondi-Santi udadtil blandt andet af den unge Tancredi Biondi-Santi, som er syvende generation af familien. Han udtrykte for et års tid siden over for The Drinks Business en frustration over, at han ofte møder holdningen, at Biondi-Santis vine ikke er »rigtige Brunelloer«. Han mener, at der er en manglende forståelse for husets stramme og slanke vine, og at vejen frem er at uddanne vindrikkerne, frem for at ændre husets vinstil. For han er overbevist om sine vines kvalitet, som også i høj grad værdsættes af vinsamlere verden over. Tancredi Biondi-Santi udtalte ved samme lejlighed, at der er brug for »tid, tålmodighed og viden.«

Hård konkurrence og stilforvirring

Objektivt set er der ingen tvivl om, at der hersker en vis stilforvirring blandt områdets mange producenter, og det har ikke gjort salget af Brunelloer lettere. Og da slet ikke for Biondi-Santi, som altså ind i mellem møder misfortåelser. Brandet ‘Brunello’ har trods stor popularitet særligt i USA og på flere europæiske markeder ikke opnået samme respekt og anerkendelse, som for eksempel klassikeren Barolo og nyere vintyper som Supertoscanere allerede har i dag.

En af Brunellos aktuelle udfordringer er den hårde konkurrence, som har tæret på respekten for denne klassiske italienske vinstil, fordi der gennem tiderne er blevet sendt alt for meget dårlig Brunello på markedet. Vel at mærke fadtunge Brunelloer med en vulgær og til tider sødmefuld frugt, som er det absolut modsatte af, hvad Biondi-Santi står for. Især supermarkederne har i mange lande været oversvømmet af hel- eller halvdårlige Brunelloer, som kunne sælges på tilbud til omkring 100 kroner. En anden af Montalcinos udfordringer er de utroligt mange stilarter, som Brunello findes i. På den ene side er det en styrke i mangfoldighedens navn, på den anden side er det en svaghed, hvis du åbner en flaske i klar forventning om en bestemt Brunellostil, og flasken så indeholder noget helt andet. Det er i og for sig en udfordring og problemstilling, som de fleste vinområder har – tænk blot på klassisk kontra moderne Barolo. Det grundlæggende problem i Montalcino er imidlertid, at Brunello aldrig rigtig har kunnet brænde igennem og give et klart og entydigt billede af sin DNA. Hvad får du, hvis du køber en flaske Brunello til 200–300 kroner?

Alt sammen en masse støj som kaster grus i maskineriet for de seriøse producenter, som ikke ønsker at lefle for en øjeblikkelig mode eller indkøbere, som presser trængte vinhuse til at gå på kompromis med kvaliteten. For vindrikkere skal ikke skuffes ret mange gange over Brunelloer, før de kaster sig over andre vinområder. Omvendt burde mange af de billigste Brunelloer aldrig sendes på markedet, hvis toscanerne ville gøre Brunellobrandet en tjeneste.

På nye hænder

I december 2016 overraskede Biondi-Santi med nyheden om, at et halvt års forhandlinger med det franske familiekonglomerat EPI er endt med, at EPI overtager aktiemajoriteten i det gamle italienske vinhus. Med købet følger en kapitalindsprøjtning og adgangen til EPI’s viden og ressourcer i forhold til markedsføring inden for luksusbrands. I forvejen ejer EPI – ud over en række tøj- og skomærker – andre franske vinhuse, herunder også de revitaliserede champagnebrands Charles & Piper Heidsieck. Meget tyder på, at Biondi-Santi de seneste år har haft udfordringer, som har nødvendiggjort dette skridt, herunder da Jacopo Biondi-Santi traf den dyre og ambitiøse beslutning om ikke at frigive Brunello i årgang 2014. Med partnerskabet med EPI er vejen nu banet for en betydelig vækst for Biondi-Santi. Der var ingen meldinger om, hvor meget EPI måtte betale, og hvor stor en andel af Biondi-Santi, EPI har overtaget. Det kan dog nævnes, at EPI i 2011 lagde 400 mio. euro på bordet, da de købte Charles & Piper Heidsieck fra Rémy-Cointreau. Det bliver spændende at se, om EPI kan styrke og bevare respekten og den klassiske kvalitet, som Biondi-Santi har været berømt for siden 1888.

Til forsiden…