Foto: PR/Borcher
Tre danske brødre med en overordentlig vinnørd i maven har sendt den ældste bror til USA for at starte deres helt egen vingård. Ikke nok med, at de har taget udfordringen op med opstart af et nyt vinhus, de har også taget udfordringen op med at få godkendt en helt ny og selvstændig AVA (American Viticultural Area).
Historiens kerne er sådan set meget klassisk, røvkedelig og vanvittigt klichéagtig: En styrtende rig amerikaner med baggrund i finansverdenen samler nogle gode venner og starter et vineri i Californien.
I denne udgave har historien bare et twist: Her snakker vi om tre danske brødre fra familien Borcher, der godt nok alle tre gør karriere i finansverdenen, men ikke har købt sig til det hele. I stedet handler denne historie en del mere om blod, sved og tårer end den sædvanlige historie om projekt »ex-silicon-valley-mangemilliardær-køber-et-vineri-for-det-lyder-da-meget-sjovt-agtigt«. De tre brødre har haft vin som stor interesse næsten fra barnsben, og da den ældste bror, Christian Borcher, rejste til USA for at forfølge den amerikanske drøm, trak livet som vinmand i vinområderne hurtigt en del mere end de høje kontorbygninger i San Francisco. Hellere Sonoma Valley end Silicon Valley.
De første spæde spadestik blev taget i 2007 med erhvervelsen af en ejendom i bjergområdet mellem Sonoma Valley og Napa Valley, der var blevet sat til salg i takt med at krisen rasede igennem USA. Brødrene stod nu med næsten 25 hektar land og en ambition om at lave californisk vin, men manglede alt fra en vandbrønd til vinstokkene – og en vej, da bjergtoppen aldrig tidligere havde været brugt til druedyrkning. Christian bosatte sig i en gammel lade på grunden, mens Carl Martin og Michael dedikerede alt, hvad der kunne undværes af tid til at hjælpe med at sætte projektet i gang. Efter mange års slid på grundstykket lykkedes det brødrene at overtale den anerkendte økologiske druespecialist Phil Coturri til at involvere sig i projektet. Herudover er deres nu gode ven, Erich Bradley, der har lang erfaring med at fremstille vine fra højt beliggende vinmarker, trådt til som vinmager.
Planen er, at der skal laves vine på amerikansk men med klare »old world«-undertekster: Varme, fylde og frugt med rene elegante linjer og med udgangspunkt i en økologisk tilgang til dyrkningen. Fadlagringen styres meget nænsomt, og hver druesort skal vinificeres med så meget særegent udtryk og karakterfuldhed som muligt. Her er det ikke lykken at forfølge fuldstændigt kontrollerede sødmebomber og vanillegranater – vinene skal være levende, interessante og holdbare.
Hovednavnet er Borcher hvor Moon Mountain Cabernet Sauvignon er hjertebarnet, og anden årgang er på vej hjem til Danmark. Foruden Cabernet Sauvignon vil udvalget snart bestå af en Zinfandel, en Sauvignon Blanc og to udgaver af Pinot Noir baseret på druer fra Anderson Valley. Vinene sælges direkte fra vingården to gange om året og udelukkende via brødrenes allokeringsliste samt til en række udvalgte restauranter.
Herudover har brødrene Borcher allieret sig med Erich Bradley og teamet bag Repris Wines for at kunne tilbyde hverdagsluksusvine fra Pangloss Cellars, der har en ren Cabernet Sauvignon, et Red Blend og en Sauvignon Blanc i sortimentet. Priserne ligger mellem 145 og 195 kroner. Vinene i Pangloss-serien er også meget umiddelbare og lette at gå til.
Da bjergtoppen mellem Sonoma og Napa aldrig før har været brugt til vindyrkning, har brødrene Borcher gennem nogle år arbejdet på at få området godkendt som et selvstændigt vinområde, AVA (American Viticultural Area). Deres formelle ansøgning blev imødekommet, så Moon Mountain District blev godkendt som USA’s nyeste vinområde den 1. oktober 2013
Du kan få mere info om vinene fra de tre danske brødre på Borcherwines.com, eller du kan skrive til dem på mail@borcherwines.com.
Nederst til højre for Sonoma Mtn finder du det nye område, Moon Mountain. Kort er fra Wine Folly (www.winefolly.com/)