Shelter Winery – Herr und Frau Pinot Noir

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 26/06/2013

Hans-Bert Espe og hustruen Silke Wolf ejer Shelter Winery, der ligger i Baden i Tyskland. Her er han fanget under et besøg hos importøren, Vinoble, i København. Foto: Mads Jordansen

Et tilfældigt tilbud om at købe to gamle Pinot Noir-vinmarker blev starten på en hel masse udfordringer og det tyske Shelter Winery fra Baden, som er blevet kendt for at lave topvine.

Det tyske ægtepar, Silke Wolf og Hans-Bert Espe, har begge har en baggrund som ønologer fra det tyske vincentrum Geisenheim. Hun kom fra Paderborn, og han var opvokset i Harzen. De havde efter flere års studier og arbejde i vinbranchen den erfaring og det mod, der skulle til, for at de tilfældigt tilbudte hektar kunne forvandles til en succeshistorie. Markerne var tilplantet tilbage i 70’erne, så i 2003, da ægteparret overtog dem, var planterne efterhånden blevet halvgamle – på den gode måde. Erfaringen og markerne var stort set også det eneste, Wolf og Espe startede med: De manglede faciliteter til at lave og lagre vinen i. Men et par uger inden høst var der bid. Ægteparret endte med at leje sig ind i nogle forladte canadiske bunkere fra efterkrigstiden dybt under jorden. Det blev altså deres »shelter«, der i øvrigt betyder et »primitivt ly« på engelsk. Med blot to ståltanke, var Shelter Winery igang.

En rockerborg som nabo og fokus på Pinot Noir

Det var langt fra en optimal og let start. For eksempel var der intet vand i det interimistiske »ly«, og det lå placeret ret øde. Der var tilmed lang vej til markerne. Undervejs ud til marken skulle der også passeres en rockerborg, hvilket betød, at et par kraftige lommelygter lyste dem ind i hovedet, når druerne om aftenen på traktor blev kørt ind til det »skjulte« vineri.

Ægteparret Wolf og Espe var ikke i tvivl om, at de primært ville arbejde med Pinot Noir. Hovedparten af deres 4 hektar er da også tilplantet med denne drue. Dertil lidt Chardonnay til en hvidvin. De har aldrig ønsket at kopiere Pinot Noir vine fra andre vinområder, men målet har været at lave det bedst mulige på deres egne marker i tyske Baden. Baden er et ret anerkendt område for den populære burgundiske drue Pinot Noir. Netop Bourgogne præger Shelters udgave, selvom Hans-Bert Espe har en stor del af sin praktiske viden om Pinot Noir fra et studieophold i nordamerikanske Oregon.

Shelter Winery lader i stor udstrækning vinene leve deres eget liv i kældrene. Der er ingen temperaturkontrol, som ellers er standard i moderne vinerier, og Wolf/Espe anvender for eksempel heller ingen kunstgær. Kun den naturligt og altid tilstedeværende gær, der findes på druerne og i kælderen. Kælderen har dog siden 2006 været under mere ordnede forhold, da Shelter efter nogle år i militærdepotet har fået etableret deres eget vineri.

I ly af Schwarzwald

Vinmarkerne ligger mellem Lahr og Freiburg. Godt beskyttet og i ly af Schwarzwald, men netop også fra disse skove kommer der i løbet af sommeren kølige vinde, der hjælper med at holde markerne svale. Det er perfekt for Baden, der ellers er et af Tysklands varmeste vinområder, og derfor finder vi også her en stor produktion af rødvine. Jordbunden består af limsten og løss, som begge udgør gode betingelser for Pinot Noir. Baden er varm, men slet ikke så nedbørsfattig som Hans-Bert Espe troede – og havde lært fra studierne. Siden den første årgang i 2003, der var atypisk og ekstremt tør og varm, har somrene nemlig være fulde af regn og ikke mindst den ofte altødelæggende hagl – en vejrtype som ifølge prognoserne vil blive endnu mere hyppig i fremtiden.

Tør ikke bruge kork

Vinene fra Shelter Winery har alle skruelåg. Tidligere havde de en glasprop – også kaldet Vinolok – men det er en ret dyr flaskelukning, så fra årgang 2008 har der været skruelåg på alle Shelters vine. Hans-Bert Espe har aldrig brugt kork. Det skyldes en skræmmende sag hos et firma, han engang har arbejdet for. Her havde nærmest en hel årgang af en vin korksmag på grund af en fejl i korken. Korkproducenten tilbød 10.000 propper i erstatning, men det dækkede kun en brøkdel af den tabte indtægt og omkostningerne, så den risiko tør og har Espe ikke råd til selv at løbe.

Vinhuset har en flot »rød tråd« igennem vinene, og kvaliteten er uomtvisteligt god. Nedenstående vertikalsmagning viser de charmerende årgangsvariationer, der altid gør det spændende at smage vin fra en forskellige årgange.

Vertikalsmagning : Shelter Pinot Noir fra 2003–2011

Pinot Noir 2011 (skruelåg, 13%) 4/6 stjerner239,–
Moden vin fra en årgang med en varm sommer. Røget træpræg dominerer duften, hvor der også er vanilje, røde frugter og klassisk Pinot Noir-genkendelighed. Smagen har en tør frugt og tanniner suppleret af en lys og forfriskende syre. Mangler lidt struktur og finish.

Pinot Noir 2010 (skruelåg, 13%) 5/6 stjerner239,–
Dejlig sommer, men koldt forår og høst. Begyndte først at høste i slutningen af oktober – en måned senere end normalt. Rig frugt i duften, der indeholder røde bær, mynte og et bagvedliggende fadpræg. Blød og rund struktur i smagen, lækker frugtighed med røde fuglekirsebær. God balance i syren og lidt oliven i eftersmagen.

Pinot Noir 2009 (skruelåg, 13,5%) 5/6 stjerner239,–
Minder lidt om 2011, da det var en tør og varm sommer og høst. Duft med moden sorte bær. Elegant, røget præg, balanceret og komplekst. Smagen er elegant med en let krop, en krydret frugt og en røget afslutning. Har kun ligget på nye egefade – normal er det en blanding af nye og gamle.

Pinot Noir 2008 (skruelåg, 13,5%) 4/6 stjernerikke til salg længere
Varm og våd sommer og høst. Dufter røget og af hindbær. Tørre tanniner og let frugt i smagen. Har ligget på nye og gamle fade. En snert svovl i duften. Jeg forstår den ikke 100%.

Pinot Noir 2007 (glaslåg, 13%) 4/6 stjernerikke til salg længere
Mineralsk duft af mos, røde bær, vandmelon og røg. Specielt mix. Smagen er lys med hindbær, men er ikke helt i balance. Mangler frugtstruktur og har forstyrrende grønne tanniner.

Pinot Noir 2006 (glaslåg, 13%) 5/6 stjernerikke til salg længere
Nu begynder alderen at slå igennem. Her kan duftes en let oxidering og modenhed. Et godt samspil mellem alderen og fadlagringen. Elegant og blid struktur. Bløde tanniner og rund syre.

Pinot Noir 2005 (glaslåg, 13,5%) 4/6 stjernerikke til salg længere
Moden og koncentreret årgang. Træ i duften – animalsk og mineralsk på samme tid. Stor fyldig krop og struktur, men mangler lidt tanninpræg og eftersmag.

Pinot Noir 2004 (glaslåg, 13,5%) 4/6 stjernerikke til salg længere
Lys og let årgang, mere syrerig end ’05. Indtil videre den letteste årgang fra Shelter. Duften har dog et mørkt, modent og oxideret præg. Mineralsk og med lidt hindbær. Smagen er præget af en »træt« frugt, som tyder på en vin, der har toppet.

Pinot Noir 2003 (glaslåg, 14,5%) 5/6 stjernerikke til salg længere
Shelters første årgang. Ekstrem sommer. Knastør og varm. Begyndte høsten i slutningen af august og var færdig i starten af september. Ristet egetræ, bolcher, vanilje i duften. Meget harmonisk. Masser af urter i smagen. Blød og med runde tanniner og en god syre. Super balanceret. Gammel vin, men den opleves aldrig træt.

Match til mad: Alle vinene peger i retningen af kalv og lyst kød generelt, men en grillet fisk er også en oplagt mulighed.

Øvrige vine fra Shelter Winery

Sparkling Brut 2008 (glaslåg, 14,5% – bestillings vare) 5/6 stjerner
Ren Pinot Noir. Lagret på fad i tolv måneder og degorgeret efter fire år. Ristet træduft, moden melon, mellemfyldig krop, god struktur og frugtig eftersmag. En madvin – god til fisk og salater.

Chardonnay 2008 (skruelåg, 13,5%) 4/6 stjerner249,–
Ny vin og første høst på nyplantede stokke. Duft af smør og hvide frugter. Rig og intens. Har ligget på brugt egefad i ét år. Mangler lidt struktur til prisen, men det skal med sikkerhed nok komme, når vinstokkene får lidt alder. God vin til fisk, kylling og lyst grillet kød.

Importør/forhandler af Shelter winery

Vinoble.dk – online og i deres butikker i hele landet.

Navervej 21
8382 Hinnerup
Tel: 8755 9900

Se kort over Baden


Vis stort kort
Til forsiden…