Pergola af 200 år gamle Aglianico-stokke, som Cantina del Taburno laver vinen Bue Apis på. Vinene er plantet før vinlusens hærgen, så de er ikke podet og står derfor stadig på egne stokke. Den længste forgrening er hele 26 meter lang. Monte Taburno ses i baggrunden.
Støvlelandets skinneben, sådan kan man beskrive Campanien placering på Italienskortet. Du finder regionen i det sydlige Italien udstrakt fra Appeninerne i øst ud mod Middelhavet i vest med Napoli som administrativt centrum. Her er varieret landskab med bjerge, vulkaner, sletter og strande. Den sydlige region er landets tættest befolkede.
Små 75 kilometer inde i landet fra Napoli ligger vinområdet Sannio, hjertet i det antikke landskab Samnium. Her ligger den hyggelige by Benevento, der siden romersk tid har været områdets centrum. Vinbrug blev indført af grækerne, der koloniserede området så tidligt som 600 år før vor tidsregning. Vi kender først og fremmest Campanien for kraftige røde vine, men overraskende nok er det de hvide vine, der for alvor gør sig godt i Sannio, både kvantitativt og kvalitativt. Omtrent 70% af produktionen er hvid, og fokus ligger på Falanghina-druen, den lokale specialitet og stolthed. De resterende røde procent produceres først og fremmest på Aglianico, en anden gammel sort, der allerede har gjort sig bemærket her til lands. Nu er tiden dog kommet til, at også Falanghina finder frem til forbrugerne i Danmark.
En fløj i Mustillis op til 60 meter dybe kælder i Sant’Agata dei Goti. Temperaturen er konstant 13 grader.
Siden 1990’erne har Falanghina oplevet en renæssance. Interessen for lokalt forankrede vine har været støt stigende. I første omgang kom den dog mest sorter som Greco og Fiano til gode, begge med hovedsæde i den nærliggende Avellino-provins. Mulighederne og ambitionerne var dog også til stede i Benevento-provisen, og her har man opdyrket og forfinet Falanghina med gode resultater. 5 millioner flasker om året bliver det til. Gennemgående er niveauet højt, vinene har en tydelig karakter, og dygtige producenter som f.eks. Mustilli og Torre Venere laver spændende vine af høj kvalitet.
Vinene er generelt så strålende solgule, som de citrontræer, der dukker op mellem vinmarker, olivenlunde og frugtplantager. Duft og smag varierer en del, alt afhængigt af hvilken stil vinmageren ønsker: Fra de helt lette og friske, over fyldigere og frugtigere typer, til senthøstede med markant sødme. Gode bobler på druen finder man også. Falanghina er en alsidig sort. Den røde tråd er en frisk og floral duft, et jævnt syreniveau og en frugtig smag med et let urtepræg. Typiske eksemplarer kan byde på pære og ananas i forgrunden og noter af fennikel, krydderurter, humle og lakrids i baggrunden.
Navnet Falanghina stammer sandsynligvis fra latin falanga, ‘stok’, fordi druen i særlig grad kræver opbinding, en metode som romerne perfektionerede. I Sannio er der desuden tale om en særlig udgave af druen, Falanghina Beneventano, der synes at give mere koncentrerede vine end den beslægtede Falanghina Flegreo, der er den mest udbredte i resten af Campanien.
Forår i vinmarken. Ungt skud på en gammel Aglianico stok ved Foglianese.
Stjernen blandt Sannios rødvine er Aglianico, den syditalienske kongedrue, af og til kronet med titlen ‘Sydens Nebbiolo’. Sammenligning holder dog kun noget af vejen, da Aglianico frembringer nærmest sorte vine med meget mørk frugtsmag. Dens lokale kaldenavn ‘Den sorte konge’ er derfor mere rammende. Vi kender den især fra vinområderne Taurasi og Vulture, men den gør sig også udmærket i Sannio, særligt i området omkring Monte Taburno. Her fremhæver højden og den kalkholdige lerjord druens særlige aromaer.
Når Aglianico er bedst, har den saftighed, robuste tanniner og smag af mørk bærfrugt og krydderier. Moderne vinifikation med for stor fokus på moden frugt, høj ekstraktion og lagring på små træfade giver ofte en meget koncentreret vin med tungere sødme og tydelig vanillesmag – en tendens der desværre kan overdøve Aglianicos finere smagsnuancer. Men når druen ikke overdøves, taler den sit tydelige sprog: Saftig og mørk med smag af sorte kirsebær, skovbær, svesker og subtile noter af læder, røg, roser, violer samt krydderier som kanel, nellike og sort peber. Det smages fx i vinene fra Fontanavecchia og Caputalbus.
Navnet Aglianico er en forvanskning af Ellenico, en hentydning til druens hellenske (græske) oprindelse. Igen er der i Sannio tale om en lokal undertype, Aglianico Amaro, ‘den bitre’. De bedste eksemplarer rammer en balance mellem Campaniens to andre Aglianico-vine, den mere krydrede Taurasi og den mere frugtige Vulture.
Lucia Caporaso og Angelo Piazza, ejerne af den historiske Aglianico vinmark ved Folgianese.
Sannio er et af verdens ældste vinområder, der efter mange år i skyggen nu ønsker at genindtræde i solen. Kooperativer spiller stadig en stor rolle, som det er traditionelt i det sydlige Italien. Både Cantina Sociale la Guardiense og Cantina del Taburno står bag udmærkede vine. Fællesskab om produktionen er altså ikke lig med ligegyldig masseproduktion. Økologisk omlægning af markerne og mindre kemi i kælderen er også undervejs, fx hos Mustilli, Fontana Reale og Taburni Domus.
Råstofferne er til rådighed, og viljen til at lave vin af høj kvalitet er også til stede. Samnitterne har allerede knækket nøden til fremstilling af god Falanghina i større mængder. Mon ikke de også får helt styr på Aglianico inden længe?
Vinregionen ligger i: Campanien i Italien
Areal: 11.000 ha
Vigtigste druesorter: Aglianico, Coda di Volpe, Falanghina, Fiano, Greco, Moscato, Piedirosso
Områdets karakteristika: Tørt klima, store højdeforskelle og varierede jordbunde skaber gode betingelser for fremstilling af mange forskellige slags vine. Et væld af lokale druesorter vidner om vinbrugets lange historie: Siden antikken har vinbrug spillet en stor rolle, og i dag er det områdets vigtigste erhverv. 7900 vinbønder, 70 selvstændige producenter og 3 store kooperativer. Der produceres godt 1 million hektoliter vin årligt.
Gode producenter i Sannio: Mustilli, Fontanavecchia, Venditti, Fattoria La Rivolta, Caputalbus.