Saumur

Af Thomas Bohl, 03/03/2016

Foto: Marc Jauneaud

Saumur er et mindre men mangfoldigt vinområde i hjertet af Loire-distriktet. Det ligger syd for floden Loire rundt om byen af samme navn, flankeret af Anjou mod vest og Touraine mod øst. Her er både landligt og charmerende.

Landskabet er spættet af kornmarker og vinmarker, og små byer ligger spredt langs Loire. Hovedbyen Saumur har en imponerende skyline ned mod floden, og dets historiske slot Château de Saumur er en stor attraktion. Saumur by er også hovedkvarter for mange af Loires vinbønder og vinhandlere.

Områdets hvide vine laves mest på Chenin Blanc og de røde mest på Cabernet Franc. Særlig opmærksomhed fortjener dog den lokale specialitet og stolthed, de mousserende vine, som her har særligt gode vilkår. Søde vine laves også i Coteaux de Saumur.

Landskabet er geologisk præget af tuffeau, en råhvid, kalkholdig stentype af komprimeret fossil, som stammer fra det urhav, der for millioner af år siden dækkede hele Loire. Tuffeau blev for århundreder siden et populært byggemateriale, hvilket tydeligt afspejler sig i den lokale arkitektur. Samtidigt efterlod udvindingen huler og kældre udgravet i undergrunden, som den dag i dag bruges til dyrkninging af champignon og fremstillingen af vin.

Saumurs vine er forskelligartede: De gode, mousserende Crémant de Saumur og Saumur Mousseux er sprøde, har rank syrestruktur og fine bobler. Ikke ulig Champagne, men smagsbilledet er anderledes og mere frugtigt, med et tydeligt fingeraftryk fra Chenin Blanc. De hvide er friske og frugtige, men savner ofte den intensitet og koncentration, man finder i fx Vouvray. De bedste røde er saftige og pikante, og de er oftest at finde i området omkring Champigny, som danner en vestlig forlængelse af Chinon i Touraine.

Fakta om Saumur

Vinregionen ligger i: Loire i Frankrig.

Areal: 1.850 hektar (rød: 1000 ha, hvid: 850 ha)

Vigtigste druesorter: Cabernet Franc, Chenin Blanc, Sauvignon Blanc.

Områdets karakteristika: 39 kommuner, mest i Maine-et-Loire departementet. Tempereret kystklima med indflydelse fra det mere kontinentale klima længere oppe ad Loire-floden. Varierede jordbundsforhold, men domineret af kalkholdige aflejringer, lokalt kendt som tuffeau.

Gode producenter i Saumur: Domaine des Roches Neuves, Antoine Sanzay, Domaine de Collier.

Anmeldte vine fra Saumur

Bedømmelse: 4/6 stjerner

Cave de Saumur Réserve des Vignerons 2014

Hvidvin fra Cave de Saumur, Saumur i Frankrig, Forhandles af Skjold Burne Vinhandel, 59,00 kr.

Mild i udtrykket med en let duft af hvide blomster og gule æbler. Rund og temmelig fyldig med en let smag af æblemost. Enkel og ligefrem hvidvin i den tørre stil fra Saumur. Læs anmeldelse…

Domaine des Roches Neuves Saumur Champigny

Bedømmelse: 3/6 stjerner

Domaine des Roches Neuves Saumur Champigny 2014

Rødvin fra Domaine des Roches Neuves, Saumur i Frankrig, Forhandles af Philipson Wine, 99,00 kr.

Tæt duft af mørk bærfrugt i retning af overmodne hindbær med et let animalsk præg. Smagen byder på en mere ren og frisk hindbærfrugt. Læs anmeldelse…

Roches Neuves Insolite

Bedømmelse: 4/6 stjerner

Roches Neuves Insolite 2014

Hvidvin, Saumur i Frankrig, Forhandles af Philipson Wine, 199,00 kr.

Voksagtig duft med gule æbler og en pæn dybde. Let og rund i munden med en dæmpet smag af modne æbler og pærer. Saftig og godt balanceret vin i en meget anvendelig stil. Læs anmeldelse…

Til forsiden…