Franciacorta – drømmen som blev virkelig

Af Mads Jordansen, winewriter, Winelab.dk, 16/03/2017

Foto: Bob Krieger

For over 55 år siden drømte Franco Ziliani om, at fattige og halvdeprime Franciacorta i Lombardiet skulle have sine egne mousserende vine med Champagne som forbillede. Unge vilde drømme, som ikke forblev drømme, for Franco Ziliani fik Guido Berlucchi og Giorgio Lanciani med på ideen.

Sammen tog de på et eventyr, som her 55 år senere er blevet en så stor succes, at hele 116 vinhuse i dag laver det, som regnes for Italiens bedste mousserende vin. Deres første vin kaldte trioen hos Berlucchi for Pinot di Franciacorta, og de 3.000 flasker forsvandt som dug for solen. Berlucchi bidrog dermed sammen med 11 andre vinproducenter til at skabe det »moderne Franciacorta«.

Allerede siden det 16. århundrede har vindyrkning været vigtig for lokalbefolkningen i Franciacorta. Dels for at slukke egen tørst, men også som handelsvare. Således blev det under Napoleons tid dokumenteret, at næsten 1.000 hektar i Franciacorta var tilplantet med vin – en produktion, som langt overstiger den mængde, en lokalbefolkning på 40.000 kunne sætte til livs, selv med stor tørst.

Anerkendelse på Chardonnay og Pinot Noir

Vi skal frem til 1967, før Franciacorta bliver ophøjet til DOC (Denominazione di Origine Controllata) i den italienske vinlov. Det sker blandt andet for at anerkende kvaliteten af vinen, som er Italiens første vin lavet på Champagnemetoden – altså med flaskegæring.

Når forbilledet er Champagne, er druerne Chardonnay og Pinot Noir svære at komme uden om, og Chardonnay står da også for over 80% af druerne til Franciacortas mousserende vine, mens der også dyrkes en anelse Pinot Blanc.

Jordbunden er ekstremt mangfoldig. Ikke kun fra mark til mark i Franciacorta. Den er kendetegnet ved at være mager med veldrænede moræne aflejninger og kolde vinde fra de Valcamonica-dalen, som i øvrigt med sine 90 kilometer er en af Alpernes længste. Yderligere giver den aflange sø Iseo en buffereffekt på vejret: Søens langsomme opvarmning om foråret holder lidt igen på temperaturen, ligesom den holder lidt på varmen i området, når kulden begynder at trænge sig på i eftersommeren. Alt sammen perfekte vilkår for druer til mousserende vin og specielt for Chardonnay og Pinot Noir, som bevarer et elegant udtryk med en god portion syre, når varmen ikke er alt for påtrængende.

Pinot Nero (Pinot Noir) klar til høst.

Høsten sætter tidligt ind i Franciacorta. Oftest mellem 10. august og 10. september, afhængigt af, hvordan forår og sommer har artet sig. Men når druerne er klar til høst, skal det gå stærkt med at få druerne plukket. Høsten sker i øvrigt udelukkende i hånden, så det er mandskabstungt, ikke mindst når det skal ske hurtigt, for hvis druerne hænger for længe på marken, bliver de for modne og mister den helt nødvendige syre, som skal til for at lave Franciacortas moussende vine. At det hele skal gå så kvikt, betyder også at vinhusene skal have kapacitet til at håndtere en masse druer. Det store pionærvinhus Berlucchi høster eksempelvis alle druerne på kun 14 dage og skulle efter eget udsagn have en pressekapacitet større end mastodonten Möet & Chandon. Når druerne ankommer til vinhuset, presses de blidt og ikke mindst opdelt efter, hvilken mark de stammer fra. Så kan markernes egenskaber bruges som basevine i den endelige vin.

Ikke billige bobler

Vinene fra Franciacorta skal ikke ses som et billigt alternativ til Champagne, da området har besluttet nogle ret så strenge og seriøse krav til vinhusene, før de må bruge betegnelsen Franciacorta, som har udviklet sig til både en vinstil og et brand. Dels er der krav om, at vinen skal være lavet på en af tre godkendte druer med maksimalt 50% Pinot Blanc. Druerne skal desuden håndhøstes, ligesom der er krav om flaskegæring og flaskelagring på ikke mindre end 18 måneder for Franciacorta non-vintages, 30 måneder for vintages og hele 60 måneder for Reserve-vinene. Når vinene lagrer så længe på gæren, bidrager det til en stor kompleksitet, som er kendetegnende for Franciacortas vine. Ved afslutning af lagringen skal gæren ud af flaskerne, og det sker ligesom for de seriøse champagner på de klassiske pupitres og per håndkraft i en periode på 3–4 uger. Flaskerne drejes 1/8 del ad gangen og munder ud i, at gæren samles i flaskehalsen. Gæren fjernes, og flaskerne degorgeres ved tilsætning af basevin for at fylde flasken helt op, inden der kommes korkprop på. Det vigtigste er dog, at der eventuelt tilsættes en mængde sukker, som er med til at give vinen sin karakter som Zero Dosage, Extra Brut, Brut, Extra Dry, Sec eller en Demi-sec.

Det hele er en ret så dyr og lang produktionsperiode for en flaske vin og et tydeligt tegn på, at Franciacorta har en mission om at lave seriøse bobler med fokus på kvalitet frem for kvantitet.

Flaskelagring i Berlucchis smukke historiske kælder.

Franciacortas succes i Danmark

En af de danskere, som har arbejdet med salg af Franciacortas vine her i landet, er sommelier på vinbaren Il Senso og indkøber hos Distinto Vinimport, Christian Madsen. Han forklarer om udviklingen i danskernes holdning til Franciacortas vine:
– Generelt har vi ikke oplevet den store forskel. Den almene forbruger har stadig kun begrænset kendskab til appellationen, mens de fleste restauratører har en fin forståelse af, at Franciacortavinene er blandt Italiens bedre mousserende vine. Dog oplever vi, at flere og flere – lidt i tråd med det generelle oplysningsniveau – har hørt eller kender til typen.

–Der er stadig et begrænset marked for Franciacorta, da priserne ofte er på niveau med Champagne, og Champagnes tiltrækningskraft er klart større. Køberne består af enkelte private aficionados, der har oplevet »il fascino Milanese«, og ellers den italienske del af den gastronomiske sektor.

Med en vin, som har så mange referencer til Champagne, er det nærliggende at spørge hvad han svarer en kunde, hvorfor man skal købe en flaske Franciacorta fremfor en flaske champagne?

– Du skal købe Franciacorta, hvis du er interesseret i at prøve kræfter med italienernes mest seriøse mousserende vintype, hvor du får en vin, der kvalitetsmæssigt kan være på højde med nogle typer Champagne, men dog alligevel adskiller sig stilmæssigt fra Champagne: Forvent en lidt federe krop, lidt mere frugt og knap så skarp en syre. Og du skal ikke købe Franciacorta fremfor Champagne, men købe Franciacorta, når du vil have en lidt tungere, lidt mere »pompøs« stil med mindre mineralitet. En anden grund til at vælge Franciacorta er stiltypen Satén, der altid er en Blanc de Blancs, altid har et lavere tryk og dermed mindre gang i moussen – det er en federe, mere cremet stil, som kan være en god intro for de, der generelt ikke er så glade for bobler, men alligevel vil forsøge sig med mousserende vin, forklarer Christian Madsen.

Solidt bundniveau

En del vinhuse fra Franciacorta findes på det danske marked, domineret af de lidt større vinhuse. En test af en håndfuld af deres vine afslører et super solidt bundniveau og vellavede seriøs vine med kompleksitet og dybde. Er du til vellavede flaskegærede bobler, er Franciacorta en af de typer, som du bliver nødt til at smage. Priserne starter lidt under Champagne og fortsætter op til cirka 500 kroner for topversionerne. Men så får du altså en ekstrem lang flaskelagring med i prisen.

9 anbefalelsesværdige Franciacorta vine

Contadi Castaldi Franciacorta Satèn

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Contadi Castaldi Franciacorta Satèn 2011

Mousserende fra Contadi Castaldi, Lombardiet i Italien, Forhandles af Propperiet, 287,00 kr.

Flot og frisk duft af grønne æbler, havtorn, brød og en snert lakrids. Friskt og potent udtryk. Smagen har et urtet præg og en god fylde med mange lag og stor finesse. Læs anmeldelse…

Berlucchi Franciacorta ’61 Cuvée Storica rose

Bedømmelse: 4/6 stjerner

Berlucchi Franciacorta ’61 Cuvée Storica Rosé

Mousserende fra Berlucchi, Lombardiet i Italien, Forhandles af Distinto, 199,00 kr.

Frisk duft af mynte, skovjordbær og lidt hø i kanten. Meget sommerlig, delikat og elegant. Bløde bobler, moderat syre og en fin cremet struktur. Læs anmeldelse…

Berlucchi Franciacorta Cellarius Brut

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Berlucchi Franciacorta Cellarius Brut 2010

Mousserende fra Berlucchi, Lombardiet i Italien, Forhandles af Distinto, 369,00 kr.

Græs, brød og citrus i duften.Det er både komplekst og ambitiøst. Karamel og ristet brød i smagen, sammen med en frisk syrerig lime og estragon. Læs anmeldelse…

Contadi Castaldi Franciacorta Brut

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Contadi Castaldi Franciacorta Brut

Mousserende fra Contadi Castaldi, Lombardiet i Italien, Forhandles af Propperiet, 224,00 kr.

Lækker, kompleks og frisk duft med masser af grønne urter, kørvel, kamille og lidt sød gul frugt, som det så tit kan findes i de undervurderede vine fra Franciacorta. Læs anmeldelse…

Berlucchi ’61 Brut

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Berlucchi Franciacorta ’61 Cuvée Storica Brut

Mousserende fra Berlucchi, Lombardiet i Italien, Forhandles af Distinto, 189,00 kr.

Frisk og laber duft af honningmelon og lidt mango. Sprød og imødekommende. Afdæmpet syre, en del urter og gul frugt. Læs anmeldelse…

Fratelli Berlucchi Franciacorta Brut 25

Bedømmelse: 4/6 stjerner

Fratelli Berlucchi Franciacorta Brut 25

Mousserende fra Fratelli Berlucchi, Lombardiet i Italien, Forhandles af Supermarco, 185,00 kr.

Let duft af gær, eksotisk friskt mix af bolcher og orangeskal, bakket op af en moden frugt. Smagen er præget af en flot, fyldig og mørk frugt og en del syre. Fine, bløde bobler. Læs anmeldelse…

Bellavista Franciacorta Alma Gran Cuvée Brut

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Bellavista Franciacorta Alma Gran Cuvée Brut

Mousserende fra Bellavista, Lombardiet i Italien, Forhandles af Philipson Wine, 249,95 kr.

Frisk og lidt moden gul pære i duften, tilsat et mineralsk touch, som mest af alt minder om duften af våde sten. Fine små bobler og en elegant, ikke vildt kompleks smag. Læs anmeldelse…

Bellavista Gran Cuvée Satèn

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Bellavista Franciacorta Satèn 2010

Mousserende fra Bellavista, Lombardiet i Italien, Forhandles af Philipson Wine, 369,95 kr.

Smør, cirtrus og gule mirabeller i duften. Rigt og komplekst. God fylde, en rar syre og en charmerende gul frugt. Læs anmeldelse…

Bellavista Franciacorta Rosé

Bedømmelse: 5/6 stjerner

Bellavista Franciacorta Rosé 2010

Mousserende fra Bellavista, Lombardiet i Italien, Forhandles af Philipson Wine, 369,95 kr.

Friske skovbær og hindbær i duften. Det er sprødt, og vinen nærmest »står op« i glasset med en pæn kompleksitet. I smagen går de røde bær igen og har et lidt mere modent frugtudtryk Læs anmeldelse…

Fakta om Franciacorta

Vinareal: 2.800 hektar (Franciacorta DOCG)
Antal vinhuse: 116
Produktion: 16.5 million flasker i 2015, (1.5 million eksporteret)
Druer: 82% Chardonnay, 14% Pinot Nero, 4% Pinot Bianco

Dosage af Franciacorta

De forskellige Franciacortaudtryk i vinene afhænger af jordbund, drueblanding, lagringstid og ikke mindst dossagen, altså hvor meget sukker der er tilsat efter degorgeringen, og som ender som restsødme i vinen.

Zero Dosage (op til 3 g/l). Den tørreste Franciacort type.

Extra Brut (op til 6 g/l) – Meget tør.

Brut (op til 12 g/l) – Tør men en anelse mere blød end Extra brut, og den mest anvendelige type af Franciacortas vine.

Extra Dry (op til 12–17 g/l) – Blød og en anelse mere dosage end Brut. Solid at matche til mange forskellige retter.

Sec eller Dry (op 17–32 g/l) – Mellemtør med en anelse sødme.

Demi-sec (op til 33–50 g/l) – Opleves sødmefuld med noget restsukker. Velegnet til desserter eller spicy mad.

Franciacortas vinstile

Franciacorta

Druer: Chardonnay og/eller Pinot Noir: Pinot Bianco er tilladt op til max 50%.

Karakteristika: Små, fine bobler. Karakteristisk duft fra den lange flaskegæring i retning af brød, gær, frisk citrus, tørret frugt og ikke mindst frisk kamillete. Let saltet udtryk, frisk og harmonisk.

Dosage: Zero Dosage, Extra Brut, Brut, Extra Dry, Sec eller Dry, Demi-sec.

Franciacorta Satèn

Druer: Chardonnay (mest anvendt) og Pinot Bianco op til max 50% af vinen.

Karakteristika: Små, fine bobler og blød, cremet mundfornemmelse. Subtil og domineret af moden frugt, hvide blomster og tørret frugt, lidt urtet kamille med ristede hasselnødder og mandler. Krydret elegance, saltet og ofte med en fløjlsblød struktur.

Dosage: Brut

Franciacorta Rosé

Druer: Chardonnay, Pinot Bianco (max 50%), Pinot Noir (min 25%).

Karakteristika: Pinot Noir druerne gærer i nok tid til at give vinen roséfarven. Anvendelsen af Pinot Noir giver vinen struktur og ofte lidt præg af røde bær.

Dosage: Zero Dosage, Extra Brut, Brut, Extra Dry, Sec eller Dry, Demisec.

Franciacorta Vintage Millesimato

Karakteristika: Millesimato betyder, at al vinen stammer fra samme årgang. Vintage-Franciacorta laves kun i de bedste år og udvikles yderligere ved en længere flaskelagring end cuvéerne. Skal lagres mindst 37 måneder efter høst. Har altid karakteristika, som afspejler årgangens klimatiske forhold.

Dosage: Zero Dosage, Extra Brut, Brut, Extra Dry, undtagen for Satèn Reserve, som kun laves som Brut.

Franciacorta Riserva

Karakteristika: Kun de absolut bedste årgange får betegnelsen Franciacorta Riserva. For tilmed at udtrykke deres storhed til perfektion, skal flaskerne lagres med gæren i mange år. Hele 67 måneder (fem et halvt år) går der, før vinen må frigives.

Dosage: Zero Dosage, Extra Brut, Brut, undtagen for Satèn Reserve, som kun laves som Brut…

Årgangsvurderinger

2006

5/6 stjerner
Tidlig og tør sommer som mindede om den varme 2003. Stabil sensommer med kølige nætter som gav syre, friskhed, stor aromatisk kompleksitet og perfekt alkohol.

2007

5/6 stjerner
En meget mild vinter satte sæsonen i gang tidligt. En anelse køligt henover sommeren, hvilket gav langsom men fuld modning. God syre, intense og elegante vine med friske aromaer.

2008

4/6 stjerner
Køligt forår og en lun sommer. Vejret artede sig ujævnt, så kvaliteten svinger en smule fra producent til producent, men generelt fine vine.

2009

4/6 stjerner
Overordnet en ret varm sæson med god modning og pænt syreniveau. Potentiale for gode til fremragende brut og reserve vine.

2010

3/6 stjerner
Omslag i køligere vejr først på sommeren sløvede væksten, og en regnvåd juli udskød høsten. Ret syrerige vine med pæn koncentration, de bedste kommer fra de fattigste jorde.

2011

5/6 stjerner
Kølig sommer med ideelle temperatursvingninger og den rette mængde regn. Langsom men perfekt modning. Både kvalitativt og kvantitativt et fremragende år. Første tildeling af Reserve status til Franciacorta.

2012

4/6 stjerner
Et udfordrende år på grund af omskifteligt vejr. Derfor mindre mængder og forskelligartede resultater. Kvaliteten er dog generelt udmærket med god syre og pæn balance.

2013

4/6 stjerner
Endnu et år med vanskeligt vejrlig og en del problemer med sygdom. Høsten foregik usædvanligt tidligt. Dog gode vine med høj syre og en vis kompleksitet og mineralitet.

2014

4/6 stjerner
Igen vine med høj syre og potentiale til udvikling. Fine og elegante vine. En lidt ujævn sæson gav langsom modning og druer med højt syreindhold og moderat alkohol.

2015

4/6 stjerner (Forventet potentiale)
Ret høje temperaturer og lavt nedbør. Mængderne er mindre, men kvaliteten lover flot. Høsten foregik tidligt for at bevare den friske syre. Fyldigere vine med frugtighed og kompleksitet.

Til forsiden…