Foto: © AWMB/Blickwerk Fotografie
Muscaris er en krydsning af Muscat og Solaris frembragt i 1987 af Norbert Becker på Staatliches Weinbauinstitut Freiburg i Tyskland. Målet var at skabe en drue med stor modstandsdygtighed mod svampesygdom, en såkaldt PiWi-sort (tysk: Pilzwiderstandsfähig). Muscaris kan klare sig uden sprøjtning med svovl og fungicider og egner sig dermed særligt godt til økologisk dyrkning. Den blev anerkendt som kvalitetssort i Østrig i 2018.
Muscaris giver vine med pæn syre, en vis bitterhed, citrusfrugt og blomsteraroma. Den egner sig godt til produktion af Sekt og benyttes desuden til både tørre og søde hvidvine.